Her kommer lige lidt mere fra besøget ved onkel Ferg, som jeg vist kom lidt hurtigt over
Så vidt vi husker var det samlede areal med vinstokke langt over 100 hektar........
Vi fik i øvrigt en masse tal, men hvem kan huske dem... men storslået var det.
Man har - lige som i Danmark - også problemer med sen frost - altså frost - lige hvor vinstokkene springer ud. Det gør man noget ved. Mange har nemlig investeret i vindmøller - vel egentlige omvendt vindmøller, for her er det en 80 HK dieselmotor der driver hver mølle. På Fergs farm talte jeg over 10 møller. Der er også nogen der placerer store specielle oliebrænder på stratetisk rigtige steder og starter dem op, når der er fare for frost.
Langt de fleste vinavlere i Marlborough er kontraktavlere. Det vil sige, at de ikke selv producerer vin men leverer til nogle store “vinfabrikker”. Vi kørter forbi mange af de kendte navne - Montane, som vel er en af de største, Mount Rilley, Oyster Bay med flere.
Nytårsaften oprandt og vi have via Peter og Trish booket bord på en nærliggende restaurant. Der ligger en hel del spændende restauranter inden midt mellem vinmarkerne og en af disse - restaurant Gibbs havde Peter og Trish anbefalet.
Det første vi stødte på lige da vi kom ind var en dansk gruppe...... ikke lige det vi sådan ligefrem leder efter, men nu var det jo nytår, så vi skålede lidt og sludrede lidt, men indledte ikke noget nærmere bekendtskab.
Menuen var en 6 retters menu -og det var bare godt - Vi fik selvfølgelig også noget godt vin til, og jeg må komme me en tilståelse - i forlængelse af mine fordomme mod Pinot Noir i et tidligere indlæg...... Vi fik en fuldstænding fantastisk Pinot Noir fra Central Ortago - et områder, længere sydpå, hvor vi også har planlagt at komme.
Nytårsdag var fiskedag. Peter havde lovet at tage os med op til en flod nordvest for Marlborough. Det blev en dag vi sent vil glemme. Efter at have købt fisketegne i en lille flække kørte vi ind i en dal - og fortsatte ca. 40 km ad nogle smalle og støvede grusveje. En bunke led skulle åbnes og lukkes, og ca. halvvejs oppe skulle der ved en station betales vejafgift for at fortsætte.
Peter er inkarneret fluefisker og prøvede at det bedste han kunne, at lære os den svære kunst - ikke med synderlig held. Det blæste en del, hvilket ikke gjorde vores anstrengelser lettere. Peter fangede en - efter min vurdering flot brun ørred. Da Peter gik på røven midt i floden hjalp jeg med at få fisken ind og drømte ikke et sekund om, at den skulle sættes ud igen. Det havde været planen, for det gør inkarnerede fluefiskere åbenbart altid. Mit jagtinstinkt var dog indstillet på “mad”, så da jeg fik ørreden i hænderne - slog jeg som det selvfølgligste i verden fisken ihjel !. Nu er jeg ikke tankelæser, men jeg tror dog jeg opfattede noget i retning af “amatør” eller noget i den stil.
Peter havde end ikke en kniv blandt sit ellers temmeligt omfattende udstyrsarsenal, så vi kunne ikke en gang rense fisken - heldigvis havde vi en køletaske med.
Selvom det som sagt blæste en del steg temperaturen kraftigt gennem dagen, og nåede formentlig et stykke over de 30 grader. Der inde i det forholdsvist smalle dal system virkede det som at være i en varmluftsovn - hvis nogen da har prøvet dette.
Peter og Trish inviterede igen på aftensmad - og til forret fik vi “undermåleren” - Der målte ca. 30 cm og vejene et lille kg - og smagte OK. Sammenlignet med en fjeldørred fra Grønland var smagen dog lidt “tam”.
Efter endnu en nat i den hyggelige lejlighed sagde vi farvel til Trish og Peter og satte kursen mod Nelson. Nelson er en meget hyggelig by med en masse forretninger - Vi tilbragte nogle timer i byen, hvorefter vi satte kursen mod nordspidsen af Sydøen - Farwell Spit kaldes den odde, der er dannet helt oppe i det nordvestligste hjørne på sydøen. Vores oprindelige plan havde været at se “spitten”, men da Peter og Trish fortalte, at man ikke måtte hverken køre eller gå derud, men skulle med en guidet tur var vi lidt vægelsindede. Efterhånden som vi kom derop ad konstaterede vi, at stort set hele den ferierende del af den new zealandske befolkning + nogle hundrede tusinde andre turister befandt sig i området besluttede vi, at vi vill lægge kursen om og køre et andet sted hen, hvor der måske var knapt så mange turister.
Først ville vi dog finde en godt sted at tage vores første overnatning i bilen.
På vejen op til nordspidsen skal man over en bjergkæde, og i Politikkens “Rejsen går til New Zealand” skriver de om denne tur: “Den 791 m høje Takaka Hill Road er måske ikke landets højeste bjergpas, men de 25 km med 365 sving er den længste stigning eller længste fald bilister kan komme ud for i New Zealand.”
Helt på toppen fandt vi et lille område, hvor vi kunne campere, og hvor der var en helt fantastisk udsigt.
Vi tændte op i grillen og fik stegt de medbragte bøffer og tørnede herefter til køjs - Konceptet med “Space Shippet” er OK. Lidt basic, men i og med at man er fri for at køre i en stor og klodset camper virker det fint - hvis altså ikke bilen havde været en gammel og næsten opslidt raslelkasse.
Sådan for en overnatning eller to går det således fint, men men men altså så er jeg (vi) måske blevet for magelige til den slags basic camping i længere perioder af gangen.
Vi sov begge så nogenlunde - og stod op og nød over morgenkaffen den fabelagtige udsigt.
Det blev altså “venderejse” herfra (det var det de gamle grønlandsekspeditioner kaldte det, når de kørte tilbage i samme spor.)
Tilbage til Mapua, hvor vi fandt en campingplads helt ud til havet. Heldet må have været med os, for da vi lige “lurekikkede” blev en plads - bogstaveligt 1. m fra stranden - ledig på en ellers totalt overfyldt campingplads. Vi næsten løb tilbage til receptionen og “satte os på pladsen”.
Vejret var ikke alt for godt - lidt regn og en del vind, men en helt fornuftig temperatur.
Her slappede vi den - og legede campister, fik et bad osv.
I morgen den 4 januar har vi en aftale med Woollaston Estate. Et sted som producerer nogle ret fantastiske vine, som vi gerne ville stifte nærmere bekendtskab med. (Vi kender nogle af deres vine fra Sigurd Müllers vinhandel i Aalborg, men ved de producerer flere gode vine som ikke fås i Danmark - endnu ????)
På Woollaston er vi også inviteret til koncert med Fiona Pears - en new zealandsk violinist. Det glæder vi os til. Mere om dette senere.
