onsdag den 30. december 2009

South Island - Sydøen

Det er noget lettere at rejse indenrigs, så vi var lynhurtigt ude af lufthavn, hvor vi med en shuttle bus blev kørt til det sted vi skulle afhente vores såkalde Space Ship.
Her må vi desværre erkende, at vi havde ladet os fange lidt for meget af det reklamegas og de flotte flotte billeder vi var præsenteret for i diverse materiale og brochurer, for den bil vi blev præsenteret for, var ikke lige hvad vi havde forventet. En mindst 10 år gammel Toyota med over 300.000 km på bagen! Vi forsøgte at få upgradet til en nyere model, som er introduceret i NZ efter vi havde booket, men der var så få af disse nyere biler, at der ikke var nogen ledige.
Vi tog derfor afsted i “NUNKI” som de havde døbt “kassen”.
OK - så slemt var det måske heller ikke, vi har nok bare vænnet os til lidt nyere biler. Den kørte ganske godt, og nu prøver vi lige at overnatte deri, og se om det du’er inden vi evt. prøver at komme ud af kontrakten.
Turen fra Christchurch op til Blenheim gik ihvertfald ganske udemærket. Endnu en ny rute og endnu et nyt landskab. vi kørte således en stor del af den 360 km lange rute helt op af havet med bjergene “inde til venstre”. I udlejningsfirmaet var vi blevet opfordret til at standse et bestemt sted, hvor der gik sæler i land, og hvor der oftest også var en del babysæler.  Dette gjorde vi og fik en sjov og interessant oplevelse (og så lugter stillehavssæler ganske anderledes end grønlandske sæler !!! og det var ikke til det bedre).



Hende der “TomTom” vi havde klistret i forruden kunne ikke finde den adresse i udkanten af Blenheim, hvor vi havde booket et tre dages ophold - ret mærkeligt. Heldigvis kunne vi gå på nettet via den “bredbånds ding-dong” vi havde købt - og så kunne google maps selffølgelig hjælpe - om vi er blevet afhængige af teknikken? tjaa mon ikke vi er.. for et godt gammeldags kort har vi end ikke med.

Vi fandt frem til Trish og Peter Ryland på Ryland Estate, som vi gennem et stykke tid har skrevet en del frem og tilbage med. Sikke et sted... og sikken en velkomst. I fællesskab driver de en lille kombineret frugt og vingård og har samtidig indrettet en fantastisk hyggeligt lille lejlighed i deres privatbeboelse, hvor i nu rykkede ind.

Se og læs mere her:  http://rylandestate.co.nz/delete08/bouncemenu%20folder/index.htm





Efter at have været med Peter på en lille rundtur, hvor hønsene bla. blev fodret, og æggene til næste morgens “eeg and bacon” blev samlet ind var det tid til en “kop øl”.
Peter havde på den lokale pub fået fyldt en halvanden liter sodavandsflaske med en dejlig mørk lokal ale.
Lone fik serveret en Sauvignon Blanc af egen produktion.

Vi blev inviteret på aftensmad sammen med Peter og Trish og et par af deres venner fra Christchurch  som også var på besøg. Det var rigtigt hyggeligt og efter vi havde bundet de halvanden liter øl blev det til et par flasker australsk Shiraz !! hmm måske siger det noget om at kiwierne må til at gøre noget mere ved deres rødvine - Der produceres alt overvejende  kun Pinot Noir. Egentlig ganske gode Pinot Noir’er men måske skulle de se at få nogle flere Shiraz og Zinfandel stokke i jorden.....

Efter en masse hyggelig snak blev det sengetid. Trish skulle tidligt op og på marked med kirsebær og vi var også temmelig trætte efter at have været oppe siden kl 5.

Peter stod nu alene med morgenmaden (det er jo Bed and Breakfast) og selvom han tydeligt var lidt uøvet fik vi en dejlig morgenmad med masser af hjemmelavede frugt ting og hertil selvfølgelig æg og bacon.

Trish’s fætter driver en strørre vingård ikke langt herfra, og han hentede os midt formiddag for at give os en rundvisning på deres virksomhed.
Det var virkelig interessant, og hvis vi orker det skriver vi nok senere lidte mere om NZ vin, når vi har besøgte de næste steder, hvor i har lavet aftaler.




Nu er det ved at være nytårsaften, og vi skal spise på en restaurant, som ligger herude midt i vinmarkerne - faktisk lige bagved stedet her. Det glæder vi os til.

Nordøen - fortsat

Nordøen - fortsat

Motellet havde egen lille intim restaurant. Her spiste vi et par fisk af ukendt oprindelse. Smagte egentlig udmærket, men var noget feddet ind i panering m.v

Herefter skypede vi lidt med ungerne - en forbløffende god forbindelse hernede fra “down under”.

Vi var advaret om, at det “stinker i Rotorua” og vi havde da også mærket, at der visse steder i byen lugtede vel meget af rådne æg. Da vi vågnede - tidligt - var det dog en ret så kraftig lugt der mødte os. Det siges, at man hurtig vænner sig til stanken fra de vulkanske aktiviteter, og det er sikkert også rigtigt med tankerne på Skagen i gamle dage, hvor fiskemelsfabrikkerne lå vest for byen....

Efter morgenmaden satte vi kursen mod Hawkes Bay - et af de store og kendte vindistrikter i NZ. På vejen derned besøgte vi et af de mere spektakulære steder på den rute de kalder “the Thermal Highway”. Waiotapu er stedet med Lady Knox geysiren, Champagnepool, Devil’s bath osv. Geysiren, som de “trigger” hver dag kl. 10.15, ved at smide et kg sæbe ned i det varme vand var lidt af en fuser - ikke noget at skrive alt for meget hjem om, når man har set den “rigtige” geysir på Island. Ellers var stedet meget fascinerende, men lidt af en “tourist-trap” og det er vi jo lidt overfølsomme overfor..




Sidst på eftermiddagen nåede vi frem til Hastings - en hyggelig by, som blev totalt smadret af et jordskælv i 1931 og derfor genopbygget i en anno 1930 stil - kaldet art-deco.
Vi købte en halv stillehavslaks, som vi tilberedte på et lille motel, hvor vi indlogerede os. Vi er desværre bange for, at de forbander de to danskere der kunne finde på at stege fisk i et lille motelværelse.... for kors hvor det lugtede af fisk - også da vi checkede ud dagen efter.
(men så kunne de jo bare lade være at installere køkkener i deres motelværelser, og det gør de alle steder)

Vi havde lavet en aftale med en vinproducent, hvis vin - Kemblefield - vi har købt i Danmark og som vi synes er meget spændende. Sigurd Müller i Aalborg, hvor vi køber vinen fra, havde banet vejen, og vi havde efterfølgende mailet lidt sammen med John Kemble, som er indehaver af stedet.





Det var en rigtig hyggelig lille rundvisning og smagning af hans fantastiske vine. Han producerer blandt andet, som den ene af kun to producenter, en Zinfandel - og hvilken Zinfandel... Han har med god grund fået flere guldmedalier for nogle af årgangene af denne Zinfandel.

Se og læs mere her:  http://www.kemblefield.co.nz/index.cfm/index


Desværre skulle vi tilbage til Auckland og aflevere bilen, så vi måtte sige farvel efter et par timer på stedet, hvorefter vi returnerede over bjergkæden Kaweka Range - endnu en af de helt ubeskriveligt flotte og storslåede landskaber i dette land.
Vi var tilbage i Auckland først på aftenen. Fik afleveret bilen og flyttede ind på endnu et motel.
Kl 6.45 næste morgen var det afgang mod Christchurch på Sydøen og vi landede, efter et kort transitophold i Wellington, godt 9 i Christchurch.