Vi har lagt et par små videofilm ud på henholdsvis Youtube og Vimeo.
Her er links til disse:
USA - http://www.youtube.com/watch?v=QOFXS0nDvyU
FIJI - http://www.youtube.com/watch?v=uIoccnPp4tk
New Zealand - http://vimeo.com/8917970
Sidste fra New Zealand - http://www.vimeo.com/8925399
fredag den 22. januar 2010
Spaceship
Da vi planlagde turen valgte vi at ville indbygge den fleksibilitet og uafhængighed som en campervan giver. Vi kikkede på mange forskellige størrelser og koncepter, og der er bare rigeligt af slagsen i NZ. I Australien havde vi haft god erfaring med nogle mindre modeller, som ikke er så store, tunge og klodsede (og dyre) så spaceship konceptet, der bygger på en almindelig toyota af typen Corolla Verso / Sportsvan mente vi ville være et godt valg.
Vi havde gransket både brochurer og Spaceships hjemmeside og fandt bilen ideen til formålet og glædede os til at hente bilen i Christchurch.
Da det noget omfattende papirarbejde var overstået - og de nødtvungen havde accepteret mit kørekort (de krævede egentlig internationalt kørekort) blev vi præsenteret for vores transportmiddel kaldet “NUNKI” (spaceship har givet alle bilerne individuelle og letudtalelige navne, hvilket er ganske smart) for de næste 3 uger.
Hold da op, hvor vi blev overrasket og skuffet - Der var langt fra de flotte billeder af nye Spaceships på hjemmesiden og i brochurerne til denne noget lurvet udseende bil. Lakken var efter mange år falmet og mat - der hvor den ikke ligefrem var faldet af... så førstehåndsindtrykket var absolut ikke positivt. Da vi så interriøret blev indtrykket absolut ikke bedre. meget slidt,skrammet og ridset. Mit umiddelbare skøn var at bilen var omkring 10 år gammel. Vi fandt senere ud af, at bilens alder faktisk kan aflæses ganske enkelt på en registreringslabel i forruden og jeg tog fejl - kassen var ikke 10 år gammel .... den var 17 år, så ikke så mærkeligt at vi syntes den mærkede “træt”
Da vi gennemgik bilen fandt vi flere fejl. Et soltag virkede ikke og mekanikeren måtte igang. Da vi koblede 12 volt til GPS’sen skete der ikke noget og mekanikeren måtte igang....
Dette var absolut ikke hvad vi havde forventet
Vi gav udtryk for at i ikke var tilfredse med den “gamle kasse” men fik at vide, at det var en sådan vi havde booket ..... og det var jo rigtig nok. I parkeringshallen var parkeret nogle endog meget flottere spaceships - tydeligvis af meget nyere dato, og vi forsøgte at opgradere til en sådan. Dette lykkedes dog ikke, da alle var bookede.
Da vi havde booket indkvartering i Marlborough samme aften, måtte vi altså acceptere “vraget”.
Da vi fik startet op kunne vi konstatere at bilen havde rundet de 300.000 km og det var hurtigt at mærke, at selvom den havde fået masse af “duftevand”, vinylmakeup var det en “træt gammel bil”, hvor støddæmpere, ophæng diverse bøsninger o.l var tydeligt slidte.
Vi blev enige om at give den en chance - og havde jo heller ikke så mange andre muligheder.
Efterhånden konstaterede vi endnu flere fejl og mangler. Kun nogle af automatgearvælgerens stillinger blev indikeret af en lampe medens andre ikke fungerede. Da det var en ratgearstang var denne indikering den eneste der kunne fortælle om du var i bakgear, drive eller et af de lavere gear. Ikke katastrofalt men trælst. Da vi første gang skulle køre i mørke konstaterede vi, at der slet ikke var lys i instrumentbrættet, så man kunne ikke se speedometer, omdrejningstæller m.v. Ud over dette lyste forlygterne som to gamle lommelygter. Vi måtte således opgive at køre i mørke. Senere da vi blev standset af politiet i en trafikkontrol blev vi gjort opmærksom på hvad vi også selv havde konstateret - nemlig at forlygterne var fyldt med vanddråber på indersiden af det meget slidte og gulnede lygteglas.
Jysk rejsebureau, som vi havde lejet bilen igennem kontaktede Spaceship med vores klager og kom efter nogle dage tilbage med et svar gående på at man havde en nyere model (Spaceship Beta), som vi kunne opgradere til. Man var også villige til at bytte bilen hvor vi var. Det viste sig nu ikke at holde i virkeligheden da Spaceship hørte hvor vi var. Efter lidt telefoniske forhandlinger blev vi enige om et kompromis - at vi kørte fra Central Ortago og ud til østkysten hvor vi byttede bilerne i Oamaru. Der kom således desværre til at gå næsten 14 dage inden vi fik en anden bil. Manageren i Christchurch fortalte, at vi nu fik en splinterny bil og det glædede vi os selvfølgelig meget til.
Splinterny var den nu ikke - idet den var registreret første gang for 5 år siden, men alligevel var det som at komme fra nat til dag.
Den nye “RONGO” som den var døbt var en virkelig dejlig bil, og det var en stor fornøjelse at sætte kursen tilbage mod vest og Mount Cook området. De nyere modeller er selvfølgelig også væsentligt bedre udstyrede. Medens dem gamle kun havde "sovekabinen" har den nye model også et halvtag der kan monteres ud fra taget, så man kan stå i læ og tørvejr under madlavning o.l.
Med den gamle måtter vi købe en presenning og lave et par hjemmelavede teltstænger.....
Det var ikke en mindre fornøjelse at konstatere, at RONGO kørte omkring 15 km pr liter medes NUNKI kun kunne præsterer 8-9 km pr liter...
Vi havde gransket både brochurer og Spaceships hjemmeside og fandt bilen ideen til formålet og glædede os til at hente bilen i Christchurch.
Da det noget omfattende papirarbejde var overstået - og de nødtvungen havde accepteret mit kørekort (de krævede egentlig internationalt kørekort) blev vi præsenteret for vores transportmiddel kaldet “NUNKI” (spaceship har givet alle bilerne individuelle og letudtalelige navne, hvilket er ganske smart) for de næste 3 uger.
Hold da op, hvor vi blev overrasket og skuffet - Der var langt fra de flotte billeder af nye Spaceships på hjemmesiden og i brochurerne til denne noget lurvet udseende bil. Lakken var efter mange år falmet og mat - der hvor den ikke ligefrem var faldet af... så førstehåndsindtrykket var absolut ikke positivt. Da vi så interriøret blev indtrykket absolut ikke bedre. meget slidt,skrammet og ridset. Mit umiddelbare skøn var at bilen var omkring 10 år gammel. Vi fandt senere ud af, at bilens alder faktisk kan aflæses ganske enkelt på en registreringslabel i forruden og jeg tog fejl - kassen var ikke 10 år gammel .... den var 17 år, så ikke så mærkeligt at vi syntes den mærkede “træt”
Da vi gennemgik bilen fandt vi flere fejl. Et soltag virkede ikke og mekanikeren måtte igang. Da vi koblede 12 volt til GPS’sen skete der ikke noget og mekanikeren måtte igang....
Dette var absolut ikke hvad vi havde forventet
Vi gav udtryk for at i ikke var tilfredse med den “gamle kasse” men fik at vide, at det var en sådan vi havde booket ..... og det var jo rigtig nok. I parkeringshallen var parkeret nogle endog meget flottere spaceships - tydeligvis af meget nyere dato, og vi forsøgte at opgradere til en sådan. Dette lykkedes dog ikke, da alle var bookede.
Da vi havde booket indkvartering i Marlborough samme aften, måtte vi altså acceptere “vraget”.
Da vi fik startet op kunne vi konstatere at bilen havde rundet de 300.000 km og det var hurtigt at mærke, at selvom den havde fået masse af “duftevand”, vinylmakeup var det en “træt gammel bil”, hvor støddæmpere, ophæng diverse bøsninger o.l var tydeligt slidte.
Vi blev enige om at give den en chance - og havde jo heller ikke så mange andre muligheder.
Efterhånden konstaterede vi endnu flere fejl og mangler. Kun nogle af automatgearvælgerens stillinger blev indikeret af en lampe medens andre ikke fungerede. Da det var en ratgearstang var denne indikering den eneste der kunne fortælle om du var i bakgear, drive eller et af de lavere gear. Ikke katastrofalt men trælst. Da vi første gang skulle køre i mørke konstaterede vi, at der slet ikke var lys i instrumentbrættet, så man kunne ikke se speedometer, omdrejningstæller m.v. Ud over dette lyste forlygterne som to gamle lommelygter. Vi måtte således opgive at køre i mørke. Senere da vi blev standset af politiet i en trafikkontrol blev vi gjort opmærksom på hvad vi også selv havde konstateret - nemlig at forlygterne var fyldt med vanddråber på indersiden af det meget slidte og gulnede lygteglas.
Jysk rejsebureau, som vi havde lejet bilen igennem kontaktede Spaceship med vores klager og kom efter nogle dage tilbage med et svar gående på at man havde en nyere model (Spaceship Beta), som vi kunne opgradere til. Man var også villige til at bytte bilen hvor vi var. Det viste sig nu ikke at holde i virkeligheden da Spaceship hørte hvor vi var. Efter lidt telefoniske forhandlinger blev vi enige om et kompromis - at vi kørte fra Central Ortago og ud til østkysten hvor vi byttede bilerne i Oamaru. Der kom således desværre til at gå næsten 14 dage inden vi fik en anden bil. Manageren i Christchurch fortalte, at vi nu fik en splinterny bil og det glædede vi os selvfølgelig meget til.
Splinterny var den nu ikke - idet den var registreret første gang for 5 år siden, men alligevel var det som at komme fra nat til dag.
Den nye “RONGO” som den var døbt var en virkelig dejlig bil, og det var en stor fornøjelse at sætte kursen tilbage mod vest og Mount Cook området. De nyere modeller er selvfølgelig også væsentligt bedre udstyrede. Medens dem gamle kun havde "sovekabinen" har den nye model også et halvtag der kan monteres ud fra taget, så man kan stå i læ og tørvejr under madlavning o.l.
Med den gamle måtter vi købe en presenning og lave et par hjemmelavede teltstænger.....
Det var ikke en mindre fornøjelse at konstatere, at RONGO kørte omkring 15 km pr liter medes NUNKI kun kunne præsterer 8-9 km pr liter...
Hawkdun rise
Vi havde hjemmefra korresponderet en del med John og Suzanne som driver den lille vingård Hawkdun Rise lidt uden for Alexandre og havde booket 3 overnatninger hos dem.
Det blev nogle fantastiske dage. Efter en særdeles gæstfri modtagelse blev vi instaleret i et skøøøønt værelse med et kanonflot badeværelse. Vineyard view kaldte de værelset, og det passede på en prik.
Huset ligger ret højt på en bakketop, og vinmarkerne er placeret på den nordvendte skråning op mod huset.
Det er en af de absolut mindre vingårde i området - ca. 4.000 planter, hvilket faktisk er mindre end nogle af de danske kommercielle vingårde.
Ikke destomindre havde de opnået flere priser og medaljer for deres to vine - en særdeles frisk og dejlig Gewürtztraminer der var dejligt afdæmpet i forhold til nogle af de “kraftigt parfumerede” gewürtztraminere vi også er stødt på - og en ganske god Pinot Noir (nu kommer jeg snart til at indrømme, at Pinot Noir fra Kiwiernes land kan være rigtig, rigtig go’e).
John, som er en rigtig “mr. fix it” havde stort set selv opbygget alt - lige fra huset til vinmarkerne med vandingsanlæg, frostbekæmpelse osv.
Jan var lidt med i markerne og fik masser af fiduser og tips som givet kan bruges hjemme, idet klimaet i Central Ortago og Danmark minder en del om hinanden. De har lidt mere sol, men meget minde regn, men kæmper med de samme problemer med tidlig frost, som også er en af udfordringerne i Danmark.
Vi spiste middag sammen med John og Suzanne, Johns søn og svigerdatter. Suzanne havde af naboen fået en helt friskfanget ørred (og ja den var noget større den den famøse ørred fra Marlborough).
Det var en hyggelig aften, og det er super dejligt at mødes med Kiwierne over god mad og vin. På mange områder matcher vi rigtig godt Kiwierne og det danske og new zealandske samfundssytem ligner også på mange områder hinanden - selvom der også er forskelle. Dette er jo et godt udgangspunkt for en god snak om livet hos dem og hos os.
Den sidste aften ankom et par fra Auckland, og da de også havde tænkt sig at at finde en restaurant i Alexandre til middagen slog vi os sammen og bestilte bord på en Thai restaurant. Da restauranten var en B.Y.O (Bring Your Own) forsynede vi os med nogle flasker af Johns Gewürtztraminer og kørte sammen derned i deres bil.
Det blev en fantastisk hyggelig aften, og da vi kom tilbage tryllede Lone sin “boble-vin” fra Woollaston Estate frem som vi nød på terrassen i skæret af en flok fyrfadslys fra en af Johns “vintønde-lysestager”.
Dagen derpå fik vi sagt farvel og satte nu kursen mod Oamaru, hvor vi skulle bytte bil. Mere om dette i indlægget “Spaceship”
Det blev nogle fantastiske dage. Efter en særdeles gæstfri modtagelse blev vi instaleret i et skøøøønt værelse med et kanonflot badeværelse. Vineyard view kaldte de værelset, og det passede på en prik.
Huset ligger ret højt på en bakketop, og vinmarkerne er placeret på den nordvendte skråning op mod huset.
Det er en af de absolut mindre vingårde i området - ca. 4.000 planter, hvilket faktisk er mindre end nogle af de danske kommercielle vingårde.
Ikke destomindre havde de opnået flere priser og medaljer for deres to vine - en særdeles frisk og dejlig Gewürtztraminer der var dejligt afdæmpet i forhold til nogle af de “kraftigt parfumerede” gewürtztraminere vi også er stødt på - og en ganske god Pinot Noir (nu kommer jeg snart til at indrømme, at Pinot Noir fra Kiwiernes land kan være rigtig, rigtig go’e).
John, som er en rigtig “mr. fix it” havde stort set selv opbygget alt - lige fra huset til vinmarkerne med vandingsanlæg, frostbekæmpelse osv.
Jan var lidt med i markerne og fik masser af fiduser og tips som givet kan bruges hjemme, idet klimaet i Central Ortago og Danmark minder en del om hinanden. De har lidt mere sol, men meget minde regn, men kæmper med de samme problemer med tidlig frost, som også er en af udfordringerne i Danmark.
Vi spiste middag sammen med John og Suzanne, Johns søn og svigerdatter. Suzanne havde af naboen fået en helt friskfanget ørred (og ja den var noget større den den famøse ørred fra Marlborough).
Det var en hyggelig aften, og det er super dejligt at mødes med Kiwierne over god mad og vin. På mange områder matcher vi rigtig godt Kiwierne og det danske og new zealandske samfundssytem ligner også på mange områder hinanden - selvom der også er forskelle. Dette er jo et godt udgangspunkt for en god snak om livet hos dem og hos os.
Den sidste aften ankom et par fra Auckland, og da de også havde tænkt sig at at finde en restaurant i Alexandre til middagen slog vi os sammen og bestilte bord på en Thai restaurant. Da restauranten var en B.Y.O (Bring Your Own) forsynede vi os med nogle flasker af Johns Gewürtztraminer og kørte sammen derned i deres bil.
Det blev en fantastisk hyggelig aften, og da vi kom tilbage tryllede Lone sin “boble-vin” fra Woollaston Estate frem som vi nød på terrassen i skæret af en flok fyrfadslys fra en af Johns “vintønde-lysestager”.
Dagen derpå fik vi sagt farvel og satte nu kursen mod Oamaru, hvor vi skulle bytte bil. Mere om dette i indlægget “Spaceship”
Central Ortago
Som skrevet var vejret nu blevet betydeligt bedre, og da vi nærmede os Alexandra besluttede vi, at standse i den smukke og meget frodige Roxburg valley. Her lå frugtgårdene -Orchards kaldes de her side om side og markerne bugnede af kirsebær, ferskner, abrikoser, pærer m.v.
I Milleres Flat kørte vi fra hovedvejen og krydsede den Clutha floden via en bro af ældre model.
I milleres Flat var der et supermarked, en kirke og 8-10 huse - og så en campingplads, som vi indskrev os på. Der var GOD PLADS og vi parkerede lige op ti floden.
Der findes et utal af standarder på campingpladserne herned - lige fra den selvbetjente plads, med meget basic toiletforhold og hvor man lægger en 10-15 $ i en kasse og derefter bare camperer hvor man finder det passende til pladser der nærmer sig europæisk standard.
Pladsen i Millers Flat var nok en 2’er på en skala fra et til 10. Vi var i øvrigt så smarte at campere tæt på toilet/bad bygningen - det skulle vi ikke have gjort..... Vi fandt ud af - efter vi havde fået rigget til og fået brygget en kop kaffe, at man varmede badevandet op med et kulfyr - og føj hvor det stank, da der en stor del af tiden stod en gullig og stinkende røg op af skorstenen.
Næste dag rykkede vi lidt op til måske en 5’er idet vi tog en enkelt nat på Alexandra Holidaypark inden vi skulle møde John og Suzanne på Hawkdun Rise, lidt uden for Alexandra.
I løbet af dagen kørte vi op i bjergene og fandt en grusvej, som var i god stand - i starten.... den blev efterhånden til et hjulspor, og selvom vi havde håbet, at vi kunne komme en anden vej tilbage så det ud til at den blot endte ved en gård. Det fik vi også bekræftet, for det var tydeligt at vores orange bil tiltrak sig opmærksomhed. Vi var ved at vende, da gårdejeren kom forbi - lige for at se hvad for nogle starutter vi var.
Vi fik en rigtig god snak om lidt af hvert - landbrug i danmark bl.a.
På spørgsmålet om størrelsen på gården fik vi svaret, at det havde han ikke 100% check på, men det lå på ca. 160 kvadradtkilometer !!!!.
I Milleres Flat kørte vi fra hovedvejen og krydsede den Clutha floden via en bro af ældre model.
I milleres Flat var der et supermarked, en kirke og 8-10 huse - og så en campingplads, som vi indskrev os på. Der var GOD PLADS og vi parkerede lige op ti floden.
Der findes et utal af standarder på campingpladserne herned - lige fra den selvbetjente plads, med meget basic toiletforhold og hvor man lægger en 10-15 $ i en kasse og derefter bare camperer hvor man finder det passende til pladser der nærmer sig europæisk standard.
Pladsen i Millers Flat var nok en 2’er på en skala fra et til 10. Vi var i øvrigt så smarte at campere tæt på toilet/bad bygningen - det skulle vi ikke have gjort..... Vi fandt ud af - efter vi havde fået rigget til og fået brygget en kop kaffe, at man varmede badevandet op med et kulfyr - og føj hvor det stank, da der en stor del af tiden stod en gullig og stinkende røg op af skorstenen.
Næste dag rykkede vi lidt op til måske en 5’er idet vi tog en enkelt nat på Alexandra Holidaypark inden vi skulle møde John og Suzanne på Hawkdun Rise, lidt uden for Alexandra.
I løbet af dagen kørte vi op i bjergene og fandt en grusvej, som var i god stand - i starten.... den blev efterhånden til et hjulspor, og selvom vi havde håbet, at vi kunne komme en anden vej tilbage så det ud til at den blot endte ved en gård. Det fik vi også bekræftet, for det var tydeligt at vores orange bil tiltrak sig opmærksomhed. Vi var ved at vende, da gårdejeren kom forbi - lige for at se hvad for nogle starutter vi var.
Vi fik en rigtig god snak om lidt af hvert - landbrug i danmark bl.a.
På spørgsmålet om størrelsen på gården fik vi svaret, at det havde han ikke 100% check på, men det lå på ca. 160 kvadradtkilometer !!!!.
Abonner på:
Opslag (Atom)