Tokyo

I Auckland fik lone udleveret sine “konfiskerede” strandskaller, grankogler m.v, som hun havde samlet sammen inden New Zealand. Man sikrede sig helt bogstaveligt, at tingene kom ud af NZ ved at følge os til indvejning og helt til kassen var afleveret - Joo i New Zealand tager man ekstremt alvorlig på det der med fremmede naturprodukter.

Efter en flyvetur på næsten 11 timer (man bliver godt nok lidt øm i numsen) landede vi i Narita.
Allerede i Indrejsekontrollen og Tolden kunne vi se, at her var der check på tingene. I indrejsekontrollen bliver man fotograferet og får scannet fingeraftryk ligesom i USA, men alt gik let og smidigt med smilende og venlige folk bag skrankerne.

Inden afrejsen havde vi checket forskellige muligheder for transport fra Narita til hotellet og med mindre vi ville bruge Metroen kunne vi konstatere, at det ville blive en dyr affære.
Vi checkede op med rejsebureauet i Danmark, men det ville det bestemt ikke blive billigere af, så derfor havde vi selv via nettet booket en airport transfer fra og til Narita - at betale 34.000 Yen = med 2.300 D.kr........
Prisen var sikkert OK. Det var en køretur på lidt over halvanden time, og vi kørte gennem mindst 3 betalingsanlæg, hvor vi et af stederne så at prisen var 1600 Yen..
Hotellet var et temmeligt stort hotel, men med små værelser, hvilket vist nok er normalt her  i landet.
Vi var noget klatøjede efter turen, så da vi var indkvarteret. Tog vi en hurtig gåtur i nabolaget, hvor vi  spiste en hurtig aftensmad (pizza).

Fire timers tidsforskel fra NZ medførte at vi var tidligt til morgenmad i hotellets kæmperestaurant. Super morgenmad med alt fra både det vestlige og det østlige køkken.

Vi besluttede at prøve at køre med Metroen til Shinjuku for at gå en tur i bydelen Kabukicho.
Tokyo er stor - Metrosystemet er kæmpestort, men egentlig ganske logisk bygget op. Med lidt hjælp fandt vi ud af systemet med at købe billetter, finde den rigtige linie (der er MANGE at vælge mellem) og så finde den rigtige udgang, for dem er der også mange af på de enorme undergrundsstationer.

Kabukicho kaldes også “Red Light District” og var da også en sammensurium af små sexbutikker, “love hotels”, hvor man kan leje værelser på timebasis osv. Ikke så megen synlig prostitution så vidt vi da kunne se.

Området er efter Tokyoforhold ret begrænset, og efter at have “turistet” den godt og grundigt i området,  søgte vi lidt længere ud i de små gader, hvor folk boede og hvor der fandtes et kæmpe antal små restauranter.
Vi spiste frokost på en af disse og det var både godt og sjovt. Det er tydeligt at japanerne er glade for fisk, for det er stort set kun fisk der er på menuerne.

Christchurch

Vi indlogerede os på et lille motel tæt på centrum og shoppede herefter løs i Christchurch de sidste par dage.  Den årlige Buskers Festival, var netop begyndt og det gav nogle sjove oplevelser. Buskeres Festival er en årlig begivenhed, hvor gadeartister m.v fra hele verden mødes og optræder forskellige steder i byens centrum.

Christchurch er en skøn og flot by med hyggelige kafeer, en gammel genopbygget sporvognslinie,

masser af parker og grønne området. Vi gik et par gange gennem deres flotte botaniske have, der ligger langs Avon floden.
Søndag fik vi afleveret bilen og fik bekræftet, at de godt vidste, at 17 år gamle biler giver klager fra kunderne og vi kom da heller ikke til at betale for opgraderingen til den dyrere Beta model.
Søndag aften kunne vi finde vores seng, for vi skulle afsted kl. 04.00 for at flyve via Auckland til Tokyo.

Mount Cook

Mount Cook

Oamaru er kendt for en pingvinkoloni med nogle små blå pingviner. Det var desværre blevet kommercialiseret så meget, at vi besluttede at den lille koloni (150 - 200 pingviner), som der var bygget “boliger” til af træ og som offentligheden kun kunne komme frem til ved at betale en formue - for så at sidde på en stor og grim tribune ikke skulle forstyrres af os.

I stedet kørte vi ud til et lille fikserleje lidt syd for byen (Moeraki) hvor vi spiste en formidabel fiskefrokost på kajen ved “Fleurs Restaurant”. John og Suzanne havde anbefalet stedet, og det blev også en god oplevelse - men man skal altså være til fisk af alle slags, for her var både tørret, røget, kogt, foruden diverse muslinger og andre specialiteter - vi syntes det var rigtigt godt, og hvis ikke det var fordi Jan havde fået en dårlig musling, der gav en kortvarig mavebøvl havde det været helt perfekt.

Det gik altså vestover igen - mod Southern Alps og Mount Cook området. Vi kørte langs Waitaki River, hvor der oppe omkring byen Kurow er et nyt spirende vindområde - opkaldt efter floden Waitaki. Vi parkerede og spiste frokosten i området og fik en hyggelig snak med en “vin-dame”, der lige kom forbi for at se hvad vi var for nogen.

LIdt længere oppe af floden kom vi til det første af i alt 8 vandkraftværker i dette flod og sø-system.
Vi drejede af ved det næste kraftværk og kørte over dæmningen for at nå frem til et stort område helt ned til Lake Aviemore, hvor der var et campområde.
Her fandt vi en dejlig plet, hvor vi camperede.

Der var nu ikke mere plads i den nye bil, men madrasser og indretning var meget bedre, så vi havde en god nat der - trods regnen og blæsten.
Næste dag nåede vi frem til Mount Cook omkring middag. Vi havde på vejen taget en smut inden om lake Ohau, som måske var et af de flottere steder. Søen er lige som de øvre store søer umiddelbart øst for Southern Alps turkisblå. Dette skyldes bl.a at de tilføres gletchervand fra gletcherne i Southeren Alps. Vi kender fænomenet fra Grønland, hvor søerne kunne blive nærmest mælkehvide.

Byen Mount Cook er en rigtig “Tourist Trap”, der stort set kun består af hoteller, lodges og lignende. Vi checkede lige stedet ud, men ingen bliver sikkert overraskede over, at vi ikke havde lyst til at være der.
I stedet camperede vi på en campsite med en fantastisk udsigt til bjergene og gletcherne.

Næste dag blev vi enige om, at køre langsom mod Christchurch for at få nogle dage der inden turen til Tokyo.
Vi overnattede på et lille motel i Ashburton inden vi kørte frem til Akaroa på Banks Peninsula. En fabelagtig flot tur over nogle "bakker" og et rigtigt hyggeligt lille sted, men også en del “turisty”.

Efter en overnatning på et motel, beliggende så vi stort set kunne stikke tæerne i vandet fra terrassen kørte vi ind til Christchurch.