fredag den 22. januar 2010

Hawkdun rise

Vi havde hjemmefra  korresponderet en del med John og Suzanne som driver den lille vingård Hawkdun Rise lidt uden for Alexandre og havde booket 3 overnatninger hos dem.
Det blev nogle fantastiske dage. Efter en særdeles gæstfri modtagelse blev vi instaleret i et skøøøønt værelse med et kanonflot badeværelse. Vineyard view kaldte de værelset, og det passede på en prik.
Huset ligger ret højt på en bakketop, og vinmarkerne er placeret på den nordvendte skråning op mod huset.




Det er en af de absolut mindre vingårde i området - ca. 4.000 planter, hvilket faktisk er mindre end nogle af de danske kommercielle vingårde.
Ikke destomindre havde de opnået flere priser og medaljer for deres to vine - en særdeles frisk og dejlig Gewürtztraminer der var dejligt afdæmpet i forhold til nogle af de “kraftigt parfumerede” gewürtztraminere vi også er stødt på - og en ganske god Pinot Noir (nu kommer jeg snart til at indrømme, at Pinot Noir fra Kiwiernes land kan være rigtig, rigtig go’e).
John, som er en rigtig “mr. fix it” havde stort set selv opbygget alt - lige fra huset til vinmarkerne med vandingsanlæg, frostbekæmpelse osv.
Jan var lidt med i markerne og fik masser af fiduser og tips som givet kan bruges hjemme, idet klimaet i Central Ortago og Danmark minder en del om hinanden. De har lidt mere sol, men meget minde regn, men kæmper med de samme problemer med tidlig frost, som også er en af udfordringerne i Danmark.

Vi spiste middag sammen med John og Suzanne, Johns søn og svigerdatter. Suzanne havde af naboen fået en helt friskfanget ørred (og ja den var noget større den den famøse ørred fra Marlborough).
Det var en hyggelig aften, og det er super dejligt at mødes med Kiwierne over god mad og vin. På mange områder matcher vi rigtig godt Kiwierne og det danske og new zealandske samfundssytem ligner også på mange områder hinanden - selvom der også er forskelle. Dette er jo et godt udgangspunkt for en god snak om livet hos dem og hos os.




Den sidste aften ankom et par fra Auckland, og da de også havde tænkt sig at at finde en restaurant i Alexandre til middagen slog vi os sammen og bestilte bord på en Thai restaurant. Da restauranten var en B.Y.O (Bring Your Own) forsynede vi os med nogle flasker af Johns Gewürtztraminer og kørte sammen derned i deres bil.





Det blev en fantastisk hyggelig aften, og da vi kom tilbage tryllede Lone sin “boble-vin” fra Woollaston Estate frem som vi nød på terrassen i skæret af en flok fyrfadslys fra en af Johns “vintønde-lysestager”.





Dagen derpå fik vi sagt farvel og satte nu kursen mod Oamaru, hvor vi skulle bytte bil. Mere om dette i indlægget “Spaceship”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar