Tokyo

I Auckland fik lone udleveret sine “konfiskerede” strandskaller, grankogler m.v, som hun havde samlet sammen inden New Zealand. Man sikrede sig helt bogstaveligt, at tingene kom ud af NZ ved at følge os til indvejning og helt til kassen var afleveret - Joo i New Zealand tager man ekstremt alvorlig på det der med fremmede naturprodukter.

Efter en flyvetur på næsten 11 timer (man bliver godt nok lidt øm i numsen) landede vi i Narita.
Allerede i Indrejsekontrollen og Tolden kunne vi se, at her var der check på tingene. I indrejsekontrollen bliver man fotograferet og får scannet fingeraftryk ligesom i USA, men alt gik let og smidigt med smilende og venlige folk bag skrankerne.

Inden afrejsen havde vi checket forskellige muligheder for transport fra Narita til hotellet og med mindre vi ville bruge Metroen kunne vi konstatere, at det ville blive en dyr affære.
Vi checkede op med rejsebureauet i Danmark, men det ville det bestemt ikke blive billigere af, så derfor havde vi selv via nettet booket en airport transfer fra og til Narita - at betale 34.000 Yen = med 2.300 D.kr........
Prisen var sikkert OK. Det var en køretur på lidt over halvanden time, og vi kørte gennem mindst 3 betalingsanlæg, hvor vi et af stederne så at prisen var 1600 Yen..
Hotellet var et temmeligt stort hotel, men med små værelser, hvilket vist nok er normalt her  i landet.
Vi var noget klatøjede efter turen, så da vi var indkvarteret. Tog vi en hurtig gåtur i nabolaget, hvor vi  spiste en hurtig aftensmad (pizza).

Fire timers tidsforskel fra NZ medførte at vi var tidligt til morgenmad i hotellets kæmperestaurant. Super morgenmad med alt fra både det vestlige og det østlige køkken.

Vi besluttede at prøve at køre med Metroen til Shinjuku for at gå en tur i bydelen Kabukicho.
Tokyo er stor - Metrosystemet er kæmpestort, men egentlig ganske logisk bygget op. Med lidt hjælp fandt vi ud af systemet med at købe billetter, finde den rigtige linie (der er MANGE at vælge mellem) og så finde den rigtige udgang, for dem er der også mange af på de enorme undergrundsstationer.

Kabukicho kaldes også “Red Light District” og var da også en sammensurium af små sexbutikker, “love hotels”, hvor man kan leje værelser på timebasis osv. Ikke så megen synlig prostitution så vidt vi da kunne se.

Området er efter Tokyoforhold ret begrænset, og efter at have “turistet” den godt og grundigt i området,  søgte vi lidt længere ud i de små gader, hvor folk boede og hvor der fandtes et kæmpe antal små restauranter.
Vi spiste frokost på en af disse og det var både godt og sjovt. Det er tydeligt at japanerne er glade for fisk, for det er stort set kun fisk der er på menuerne.