Sidste dag i Tokyo - og så hjemover

Vores sidste dag her i Tokyo blev en rigtig shoppedag. Hele området her i Ikebukuro er fyldt med det ene kæmpe choppingcenter efter det andet.  Nogle i mere end 20 etager. Sågar en stort område under jorden i forbindelse med den enorme metrostation "Ikebukuro" er fyldt med butikker, restauranter m.v.
Det siges at der er over 200.000 restauranter i Tokyo, og det skal nok passe. Der er i hvertfald noget for enhver smag. Selvfølgelig er de store amerikanske madkæder - også rigt repræsenteret.

Alt er bare så kæmpe stort - og så fyldt med mennesker at det er helt overvældende. I et enkelt af disse store idkøbscentre var afdelingen for "tage med hjem mad" fordelt på flere etager og så stor, at det tog flere timer at se det hele. Udbudet af madvarer - både færdigretter og råvarer var ganske enkelt så stort at det er svært at beskrive.
Vi købte bl.a sushi og andre spændende madvarer her - og som supplement til restauranterne var det bare fantastiskt - og så i øvrigt rørende billigt.

Tokyo er virkelig spændende og anderledes. Ikke mange snakker engelsk - så det bliver ikke til de store dybsindige samtaler, men kommunikationen er ikke så vanskelig. Faktisk taler de fleste unge engelsk, men de er lidt generte og måske lidt bange for at udtale ord forkert, så det er kun de færreste, vi har kunne snakke med.

En ting der er gennemgående er, at alt ting bare er "ordentlig". Der er fantastisk rent og pænt overalt. Vi har ikke set en eneste snavset bil- ( der er eller biler nok at kikke på).  Selv den mindste restaurant med plads til 8-10 gæster er pæn og nydelig - og det samme er toiletforholdene overalt.

Apropos toiletforholdene - så er vores lille intime hotelværelse her udstyret med et toilet, der kræver den store "maskinmesteruddannelse". Ret morsomt og måske også praktisk med sådan en rumpespuler, der kan indstilles på forskellig vis!! -

Nu pakker vi for sidsgte gang og bliver kørt til lufthavnen om nogle timer.  SAS siger de kan flyve os tilbage til det snefyldte Danmark på en 10-11 timer, så om alt går vel er vi hjemme engang torsdag aften.

og selvom AT REJSE ER AT LEVE så trænger vi nu også til at komme hjem til både familie, venner arbejdet osv.

Vi håber, at de der har fulgt med her på bloggen har fået noget ud af dette - vi har ihvertfald syntes det var en sjov og god måde at lade høre fra sig (Lone har da også skrevet et par enkelte postkort, men det er bestemt ikke mange.....)

Jan og Lone

Tokyo

I Auckland fik lone udleveret sine “konfiskerede” strandskaller, grankogler m.v, som hun havde samlet sammen inden New Zealand. Man sikrede sig helt bogstaveligt, at tingene kom ud af NZ ved at følge os til indvejning og helt til kassen var afleveret - Joo i New Zealand tager man ekstremt alvorlig på det der med fremmede naturprodukter.

Efter en flyvetur på næsten 11 timer (man bliver godt nok lidt øm i numsen) landede vi i Narita.
Allerede i Indrejsekontrollen og Tolden kunne vi se, at her var der check på tingene. I indrejsekontrollen bliver man fotograferet og får scannet fingeraftryk ligesom i USA, men alt gik let og smidigt med smilende og venlige folk bag skrankerne.

Inden afrejsen havde vi checket forskellige muligheder for transport fra Narita til hotellet og med mindre vi ville bruge Metroen kunne vi konstatere, at det ville blive en dyr affære.
Vi checkede op med rejsebureauet i Danmark, men det ville det bestemt ikke blive billigere af, så derfor havde vi selv via nettet booket en airport transfer fra og til Narita - at betale 34.000 Yen = med 2.300 D.kr........
Prisen var sikkert OK. Det var en køretur på lidt over halvanden time, og vi kørte gennem mindst 3 betalingsanlæg, hvor vi et af stederne så at prisen var 1600 Yen..
Hotellet var et temmeligt stort hotel, men med små værelser, hvilket vist nok er normalt her  i landet.
Vi var noget klatøjede efter turen, så da vi var indkvarteret. Tog vi en hurtig gåtur i nabolaget, hvor vi  spiste en hurtig aftensmad (pizza).

Fire timers tidsforskel fra NZ medførte at vi var tidligt til morgenmad i hotellets kæmperestaurant. Super morgenmad med alt fra både det vestlige og det østlige køkken.

Vi besluttede at prøve at køre med Metroen til Shinjuku for at gå en tur i bydelen Kabukicho.
Tokyo er stor - Metrosystemet er kæmpestort, men egentlig ganske logisk bygget op. Med lidt hjælp fandt vi ud af systemet med at købe billetter, finde den rigtige linie (der er MANGE at vælge mellem) og så finde den rigtige udgang, for dem er der også mange af på de enorme undergrundsstationer.

Kabukicho kaldes også “Red Light District” og var da også en sammensurium af små sexbutikker, “love hotels”, hvor man kan leje værelser på timebasis osv. Ikke så megen synlig prostitution så vidt vi da kunne se.

Området er efter Tokyoforhold ret begrænset, og efter at have “turistet” den godt og grundigt i området,  søgte vi lidt længere ud i de små gader, hvor folk boede og hvor der fandtes et kæmpe antal små restauranter.
Vi spiste frokost på en af disse og det var både godt og sjovt. Det er tydeligt at japanerne er glade for fisk, for det er stort set kun fisk der er på menuerne.

Christchurch

Vi indlogerede os på et lille motel tæt på centrum og shoppede herefter løs i Christchurch de sidste par dage.  Den årlige Buskers Festival, var netop begyndt og det gav nogle sjove oplevelser. Buskeres Festival er en årlig begivenhed, hvor gadeartister m.v fra hele verden mødes og optræder forskellige steder i byens centrum.

Christchurch er en skøn og flot by med hyggelige kafeer, en gammel genopbygget sporvognslinie,

masser af parker og grønne området. Vi gik et par gange gennem deres flotte botaniske have, der ligger langs Avon floden.
Søndag fik vi afleveret bilen og fik bekræftet, at de godt vidste, at 17 år gamle biler giver klager fra kunderne og vi kom da heller ikke til at betale for opgraderingen til den dyrere Beta model.
Søndag aften kunne vi finde vores seng, for vi skulle afsted kl. 04.00 for at flyve via Auckland til Tokyo.

Mount Cook

Mount Cook

Oamaru er kendt for en pingvinkoloni med nogle små blå pingviner. Det var desværre blevet kommercialiseret så meget, at vi besluttede at den lille koloni (150 - 200 pingviner), som der var bygget “boliger” til af træ og som offentligheden kun kunne komme frem til ved at betale en formue - for så at sidde på en stor og grim tribune ikke skulle forstyrres af os.

I stedet kørte vi ud til et lille fikserleje lidt syd for byen (Moeraki) hvor vi spiste en formidabel fiskefrokost på kajen ved “Fleurs Restaurant”. John og Suzanne havde anbefalet stedet, og det blev også en god oplevelse - men man skal altså være til fisk af alle slags, for her var både tørret, røget, kogt, foruden diverse muslinger og andre specialiteter - vi syntes det var rigtigt godt, og hvis ikke det var fordi Jan havde fået en dårlig musling, der gav en kortvarig mavebøvl havde det været helt perfekt.

Det gik altså vestover igen - mod Southern Alps og Mount Cook området. Vi kørte langs Waitaki River, hvor der oppe omkring byen Kurow er et nyt spirende vindområde - opkaldt efter floden Waitaki. Vi parkerede og spiste frokosten i området og fik en hyggelig snak med en “vin-dame”, der lige kom forbi for at se hvad vi var for nogen.

LIdt længere oppe af floden kom vi til det første af i alt 8 vandkraftværker i dette flod og sø-system.
Vi drejede af ved det næste kraftværk og kørte over dæmningen for at nå frem til et stort område helt ned til Lake Aviemore, hvor der var et campområde.
Her fandt vi en dejlig plet, hvor vi camperede.

Der var nu ikke mere plads i den nye bil, men madrasser og indretning var meget bedre, så vi havde en god nat der - trods regnen og blæsten.
Næste dag nåede vi frem til Mount Cook omkring middag. Vi havde på vejen taget en smut inden om lake Ohau, som måske var et af de flottere steder. Søen er lige som de øvre store søer umiddelbart øst for Southern Alps turkisblå. Dette skyldes bl.a at de tilføres gletchervand fra gletcherne i Southeren Alps. Vi kender fænomenet fra Grønland, hvor søerne kunne blive nærmest mælkehvide.

Byen Mount Cook er en rigtig “Tourist Trap”, der stort set kun består af hoteller, lodges og lignende. Vi checkede lige stedet ud, men ingen bliver sikkert overraskede over, at vi ikke havde lyst til at være der.
I stedet camperede vi på en campsite med en fantastisk udsigt til bjergene og gletcherne.

Næste dag blev vi enige om, at køre langsom mod Christchurch for at få nogle dage der inden turen til Tokyo.
Vi overnattede på et lille motel i Ashburton inden vi kørte frem til Akaroa på Banks Peninsula. En fabelagtig flot tur over nogle "bakker" og et rigtigt hyggeligt lille sted, men også en del “turisty”.

Efter en overnatning på et motel, beliggende så vi stort set kunne stikke tæerne i vandet fra terrassen kørte vi ind til Christchurch.

Links til Videoer

Vi har lagt et par små videofilm ud på henholdsvis Youtube og Vimeo.

Her er links til disse:

USA -  http://www.youtube.com/watch?v=QOFXS0nDvyU

FIJI -   http://www.youtube.com/watch?v=uIoccnPp4tk

New Zealand  -  http://vimeo.com/8917970

Sidste fra New Zealand -  http://www.vimeo.com/8925399

Spaceship

Da vi planlagde turen valgte vi at ville indbygge den fleksibilitet og uafhængighed  som en campervan giver. Vi kikkede på mange forskellige størrelser og koncepter, og der er bare rigeligt af slagsen i NZ. I Australien havde vi haft god erfaring med nogle mindre modeller, som ikke er så store, tunge og klodsede (og dyre) så spaceship konceptet, der bygger på en almindelig toyota af typen Corolla Verso / Sportsvan mente vi ville være et godt valg.

Vi havde gransket både brochurer og Spaceships hjemmeside og fandt bilen ideen til formålet og glædede os til at hente bilen i Christchurch.

Da det noget omfattende papirarbejde var overstået - og de nødtvungen havde accepteret mit kørekort (de krævede egentlig internationalt kørekort) blev vi præsenteret for vores transportmiddel  kaldet “NUNKI”  (spaceship har givet alle bilerne individuelle og letudtalelige navne, hvilket er ganske smart) for de næste 3 uger.
Hold da op, hvor vi blev overrasket og skuffet - Der var langt fra de flotte billeder af nye Spaceships på hjemmesiden og i brochurerne til denne noget lurvet udseende bil. Lakken var efter mange år falmet og mat - der hvor den ikke ligefrem var faldet af... så førstehåndsindtrykket var absolut ikke positivt. Da vi så interriøret  blev indtrykket absolut ikke bedre. meget slidt,skrammet og ridset. Mit umiddelbare skøn var at bilen var omkring 10 år gammel.  Vi fandt senere ud af, at bilens alder faktisk kan aflæses ganske enkelt på en registreringslabel i forruden og jeg tog fejl - kassen var ikke 10 år gammel .... den var 17 år, så ikke så mærkeligt at vi syntes den mærkede “træt”

Da vi gennemgik bilen fandt vi flere fejl. Et soltag virkede ikke og mekanikeren måtte igang. Da vi koblede 12 volt til GPS’sen skete der ikke noget og mekanikeren måtte igang....
Dette var absolut ikke hvad vi havde forventet
Vi gav udtryk for at i ikke var tilfredse med den “gamle kasse” men fik at vide, at det var en sådan vi havde booket ..... og det var jo rigtig nok. I parkeringshallen var parkeret nogle endog meget flottere spaceships - tydeligvis af meget nyere dato, og vi forsøgte at opgradere til en sådan. Dette lykkedes dog ikke, da alle var bookede.
Da vi havde booket indkvartering i Marlborough samme aften, måtte vi altså acceptere “vraget”.
Da vi fik startet op kunne vi konstatere at bilen havde rundet de 300.000 km og det var hurtigt at mærke, at selvom den havde fået masse af “duftevand”, vinylmakeup var det en “træt gammel bil”, hvor støddæmpere, ophæng diverse bøsninger o.l var tydeligt slidte.

Vi blev enige om at give den en chance - og havde jo heller ikke så mange andre muligheder.
Efterhånden konstaterede vi endnu flere fejl og mangler. Kun nogle af automatgearvælgerens stillinger blev indikeret af en lampe medens andre ikke fungerede. Da det var en ratgearstang var denne indikering den eneste der kunne fortælle om du var i bakgear, drive eller et af de lavere gear. Ikke katastrofalt men trælst. Da vi første gang skulle køre i mørke konstaterede vi, at der slet ikke var lys i instrumentbrættet, så man kunne ikke se speedometer, omdrejningstæller m.v. Ud over dette lyste forlygterne som to gamle lommelygter. Vi måtte således opgive at køre i mørke. Senere da vi blev standset af politiet i en trafikkontrol blev vi gjort opmærksom på hvad vi også selv havde konstateret - nemlig at forlygterne var fyldt med vanddråber på indersiden af det meget slidte og gulnede lygteglas.

Jysk rejsebureau, som vi havde lejet bilen igennem kontaktede Spaceship med vores klager og kom efter nogle dage tilbage med et svar gående på at man havde en nyere model (Spaceship Beta), som vi kunne opgradere til. Man var også villige til at bytte bilen hvor vi var.  Det viste sig nu ikke at holde i virkeligheden da Spaceship hørte hvor vi var. Efter lidt telefoniske forhandlinger blev vi enige om et kompromis - at vi kørte fra Central Ortago og ud til østkysten hvor vi byttede bilerne i Oamaru. Der kom således desværre til at gå næsten 14 dage inden vi fik en anden bil. Manageren i Christchurch fortalte, at vi nu fik en splinterny bil og det glædede vi os selvfølgelig meget til.
Splinterny var den nu ikke - idet den var registreret første gang for 5 år siden, men alligevel var det  som at komme fra nat til dag.

Den nye “RONGO”  som den var døbt var en virkelig dejlig bil, og det var en stor fornøjelse at sætte kursen tilbage mod vest og Mount Cook området. De nyere modeller er selvfølgelig også væsentligt bedre udstyrede. Medens dem gamle kun havde "sovekabinen" har den nye model også et halvtag der kan monteres ud fra taget, så man kan stå i læ og tørvejr under madlavning o.l.
Med den gamle måtter vi købe en presenning og lave et par hjemmelavede teltstænger.....

Det var ikke en mindre fornøjelse at konstatere, at RONGO kørte omkring 15 km pr liter medes NUNKI kun kunne præsterer 8-9 km pr liter...

Hawkdun rise

Vi havde hjemmefra  korresponderet en del med John og Suzanne som driver den lille vingård Hawkdun Rise lidt uden for Alexandre og havde booket 3 overnatninger hos dem.
Det blev nogle fantastiske dage. Efter en særdeles gæstfri modtagelse blev vi instaleret i et skøøøønt værelse med et kanonflot badeværelse. Vineyard view kaldte de værelset, og det passede på en prik.
Huset ligger ret højt på en bakketop, og vinmarkerne er placeret på den nordvendte skråning op mod huset.

Det er en af de absolut mindre vingårde i området - ca. 4.000 planter, hvilket faktisk er mindre end nogle af de danske kommercielle vingårde.
Ikke destomindre havde de opnået flere priser og medaljer for deres to vine - en særdeles frisk og dejlig Gewürtztraminer der var dejligt afdæmpet i forhold til nogle af de “kraftigt parfumerede” gewürtztraminere vi også er stødt på - og en ganske god Pinot Noir (nu kommer jeg snart til at indrømme, at Pinot Noir fra Kiwiernes land kan være rigtig, rigtig go’e).
John, som er en rigtig “mr. fix it” havde stort set selv opbygget alt - lige fra huset til vinmarkerne med vandingsanlæg, frostbekæmpelse osv.
Jan var lidt med i markerne og fik masser af fiduser og tips som givet kan bruges hjemme, idet klimaet i Central Ortago og Danmark minder en del om hinanden. De har lidt mere sol, men meget minde regn, men kæmper med de samme problemer med tidlig frost, som også er en af udfordringerne i Danmark.

Vi spiste middag sammen med John og Suzanne, Johns søn og svigerdatter. Suzanne havde af naboen fået en helt friskfanget ørred (og ja den var noget større den den famøse ørred fra Marlborough).
Det var en hyggelig aften, og det er super dejligt at mødes med Kiwierne over god mad og vin. På mange områder matcher vi rigtig godt Kiwierne og det danske og new zealandske samfundssytem ligner også på mange områder hinanden - selvom der også er forskelle. Dette er jo et godt udgangspunkt for en god snak om livet hos dem og hos os.

Den sidste aften ankom et par fra Auckland, og da de også havde tænkt sig at at finde en restaurant i Alexandre til middagen slog vi os sammen og bestilte bord på en Thai restaurant. Da restauranten var en B.Y.O (Bring Your Own) forsynede vi os med nogle flasker af Johns Gewürtztraminer og kørte sammen derned i deres bil.

Det blev en fantastisk hyggelig aften, og da vi kom tilbage tryllede Lone sin “boble-vin” fra Woollaston Estate frem som vi nød på terrassen i skæret af en flok fyrfadslys fra en af Johns “vintønde-lysestager”.

Dagen derpå fik vi sagt farvel og satte nu kursen mod Oamaru, hvor vi skulle bytte bil. Mere om dette i indlægget “Spaceship”