Efter en noget rodet nat - vi har stadig noget jetlag checkede vi ud fra hotellet og tog en taxa til Union Station, hvorfra vi skulle starte turen mod San Francisco.
Det var et rigtigt møgvejr med sne/is/regn og temmelig meget vind, men vi besluttede nu at vi ville låse bagagen ind i en boks og så lige shoppe lidt mere. Det blev nu ikke til så meget for kors hvor var det koldt.
Vi vendte således ret hurtigt tilbage til stationen og ville tage vores bagage ud af boksen, men ak og ve - systemet gik i sort, og vi måtte tilkalde en tekniker. Jeg havde desværre nok en ide om, hvad der var galt, idet boksen faktisk ikke var stor nok til vores kuffert og taske, så tasken blev godt og grundigt presset ind - og der kunne døren ikke gå op, hvilket igen betød, at hele elektronikken gik ned. Nå men med en lettere hovedrysten åbnede teknikeren boksen og ud væltedevores bagage.
Det var i øvrigt helt spildt med den boks, da vi nu fandt ud af, at vi med vores “sleeper billetter” faktisk havde adgang til en lounge, hvor vi kunne opbevare bagagen, sidde under komfortable forhold og spise gratis saltkringler med pepsi cola til.
Dejligt med den lounge, for toget blev nemlig forsinket. Tekniske problemer var årsagen.
Vi kom således afsted ca. to timer forsinket. Allerede hjemmefra vidste vi, at vi skulle i “car” 531 og vores “værelse” var nr E. Det ligger på 1 sal i en to etages vogn, og ret hurtigt fandt vi ud af, at det gynger godt og grundigt heroppe.
Vi nåede lige at se snestormen inden det blev mørkt - og efter den helt hysteriske tv og avisdækning var det godt nok noget af en fuser - vi havde sådan lidt håbet på en rigtig snestorm, hvor toget kørte fast og så’ent, men det var og blev en “tøsestorm”.
Kahytten, Kupeen, værelset eller hvad det nu hedder var helt OK. Et almindeligt sæde, der med et par snedige greb kunne forvandles til en smal 3/4 ‘er og en overkøje med egen stige. Et lille - meget lille - men godt indrettet das og baderum var der også blevet plads til, men vi spekulerede godt nok på hvordan i al verden de meget store mennesker som vi ser - også her på toget bærer sig ad med bare at komme ind... og for ikke at tale om det at få lavet det de nu engang er kommet derind for...
Amtrak har et højt informationsniveau - det mærkede vi allerede medens vi ventede i loungen. Her kunne visse flyselskaber lære noget.... Niveauet var om muligt en tak højre i toget, for højtalene sprøjtede informationer ud i en uendelighed - “ladies and gentlemen, we are sooooo hapyyy to have you onboard today......” Nå men OK vi fik ihvertfald en masse information, og jeg tror vi forstod det meste.
Vi opfattede dog, at overservetricen ville komme rundt til “sleeperne” for at modtage dinner reservations. Der var planlagt spisning kl. 18.00, 18,45 og 20.15. Vi valgte kl. 18.00 for det der jetlag spøgte stadig.
Vi blev bænket sammen med et hyggeligt ægtepar som var på vej for at holde jul og nytår hos børn og børnebørn på vestkysten. Personalet i spisevognen går meget højt op at man skal lære nogle nye mennesker at kende, og man bliver behøring "parret sammen" med forskellige mennesker.
Maden var helt OK - en steak går man altså ikke forkert af i det her land.... Lone spise seafood, som også så godt ud, og duftede dejligt af hvidløg (det blev det ved med i laaang tid).
En gyngende og noget støjende nat var det, men vi fik nu en god natsøvn i kahytten. Jan havde som sædvanligt proppet ørepropper dybt ind i kraniet, og der var ikke meget støj der slap igennem disse.
Hen på natten blev det lidt småkøligt under de papirtynde lagner og tæpper - fanden tage dem der har op fundet det system - og stakkels dem der aldrig har prøvet at sove med en af de gode fra dynelarsen.
Årsagen var nu, at varmesystemet var brudt sammen. Derfor blev morgenmaden udsat da spisevognen var meget, meget kold. Der var ca -10 grader udenfor.
Da de havde fået fyret op snuppede vi lige en omelet (den tredie på denne tur - so far)
Landskabet var fladt som en pandekage, og af og til kom vi forbi en kvægfarm, der bare kunne få selv det største kvægbrug i Danmark til at ligene en hobbybedrift. Hold da op - folde så langt øjet rakte og mange tusinde dyr i hver fold - joo det der med bøffer det kan man herovre.
Da vi nærmede os Denver kunne vi se at bjergene dukkede op ude vestpå og efter vi lige havde taget en kort luftetur i Denver gik turen op i Rocky Mountains. Vejret var nu klaret helt op. Der var ikke en sky på himlen, og temperaturen var sikkert omkring de -5 grader.Der var faldet en del sne - et par tommer vil jeg tro (vi er vel i amerika ik’?) og det var bare flot,flot flot.
Det er simpelthen ikke til at beskrive denne tur op gennem bjergene og selv billeder og video kommer til kort - Breathtaking kalder amerikanerne det vist og det dækker vist meget godt. Vi fik lidt frisk luft hist og her, hvor toget standsede - Glenwood Springs bl.a - slå lige det op i atlaset..... En kulisseagtig by med masser af gang i - nok fordi det berømte skisportssted Aspen ligger lige rundt om hjørnet.
Medens solen forsvinder går det stille og roligt nedad - nu på vestsiden af the Rockies. Her er en del mere sne og bare ubeskrivelig FLOT.
Bortset fra forsinkelsen i starten var turen forløbet så nogenlunde planmæssigt hertil, men vi bemærkede at der var flere og flere stop ude midt i “the wild West” og på et tidspunkt lige inden aftensmaden kom da også en længere information. Toget havde tekniske problemer (vi fi ikke at vide hvad, men kunne se, at nogle Amtrak folk af og til var ud og kikke/skrue på et eller andet). Der var også tekniske problemer med signalerne hvorfor vi i lange perioder kun kørte 20 miles. Dette betød igen at vi måtte holde tilbage for østgående tog igen og igen.
Nå pyt vi er jo på ferie og det er et rigtigt driverliv at køre i tog, så indtil nu nyder vi det med en god bog - et glas god vin (godt vi var omkring den Liquer Store i Chicago).
Ingen overraskelser ved middagen - samme menu som tidligere så jeg valgte spicy meat loaf og lone en gang pasta. Vi blev denne gang bænket sammen med en meget talende herre - tidligere advokat, som havde mistet bestallingen på grund af narkomisbrug .... nu “clean” og nybagt millionær, (i kroner) idet han netop havde vundet 250.000 dollars i et lotteri.
Kort før vi nåede til Grand Junktion standsede toget igen, og efter et stykke tid kom endnu en infosvada - denne gang vist nok med en lidt slukøret attitude - nu havde togpersonalet været på arbejde i 12 timer og det er maksimum. De måtte således ikke køre toget frem til næste station, der lå 20 minutters kørsel fremme, og hvor et friskt personale ventede. Altså hold vi derude på “lars tyndskids bakke” og ventede på at det nye crew skulle komme frem - det tog 5 timer! Hvordan det lykkedes ved vi ikke, for da var vi faldet i søvn inden.
Næste morgen indtog vi morgenmaden i spisevognen, hvor varmesystemet om muligt var endnu mere stået af - kors hvor var det koldt. Vi fik nu at vide at vi var 7 timer forsinkede, Det skulle i løbet af dagen blive til 11 timer. Problemet nu var, at da det var os der var forsinket kom vi til at vente på alle de østgående tog. Det var specielt fragttog, og det er også noget der vil noget, når de sådan futtter tværs over amerika med fragt.... tre store lokomotiver og mellem 80 og 100 vogne, der hver i sær bare er STORE. Tankvognene indholder 120.000 gallon - altså omkring 500.000 liter.
Vi overvejer en kort overgang at stå af i Reno og så leje bil herfra i stedet for fra San Francisco. Hertz i Reno syntes nu ikke det var en god ide’ idet sneen væltede ned og de regnede med at mange veje ville lukke indenfor kort tid - det syntes vi heller ikke, så vi fortsatte ufortrødent mod San Francisco.
Vi ankom ved 2 tiden (nat) og fik hurtigt fat i en taxa, som kørte os til Hotellet, der heldigvis kun lå et “stenkast” fra stationen.
Så var det ellers et hurtigt bad og så på hovedet i den ventende “Queensize -bed”
I morgen går det så ned af Highway 1 - mere om dette senere
Ingen kommentarer:
Send en kommentar