Spaceship

Da vi planlagde turen valgte vi at ville indbygge den fleksibilitet og uafhængighed  som en campervan giver. Vi kikkede på mange forskellige størrelser og koncepter, og der er bare rigeligt af slagsen i NZ. I Australien havde vi haft god erfaring med nogle mindre modeller, som ikke er så store, tunge og klodsede (og dyre) så spaceship konceptet, der bygger på en almindelig toyota af typen Corolla Verso / Sportsvan mente vi ville være et godt valg.

Vi havde gransket både brochurer og Spaceships hjemmeside og fandt bilen ideen til formålet og glædede os til at hente bilen i Christchurch.

Da det noget omfattende papirarbejde var overstået - og de nødtvungen havde accepteret mit kørekort (de krævede egentlig internationalt kørekort) blev vi præsenteret for vores transportmiddel  kaldet “NUNKI”  (spaceship har givet alle bilerne individuelle og letudtalelige navne, hvilket er ganske smart) for de næste 3 uger.
Hold da op, hvor vi blev overrasket og skuffet - Der var langt fra de flotte billeder af nye Spaceships på hjemmesiden og i brochurerne til denne noget lurvet udseende bil. Lakken var efter mange år falmet og mat - der hvor den ikke ligefrem var faldet af... så førstehåndsindtrykket var absolut ikke positivt. Da vi så interriøret  blev indtrykket absolut ikke bedre. meget slidt,skrammet og ridset. Mit umiddelbare skøn var at bilen var omkring 10 år gammel.  Vi fandt senere ud af, at bilens alder faktisk kan aflæses ganske enkelt på en registreringslabel i forruden og jeg tog fejl - kassen var ikke 10 år gammel .... den var 17 år, så ikke så mærkeligt at vi syntes den mærkede “træt”

Da vi gennemgik bilen fandt vi flere fejl. Et soltag virkede ikke og mekanikeren måtte igang. Da vi koblede 12 volt til GPS’sen skete der ikke noget og mekanikeren måtte igang....
Dette var absolut ikke hvad vi havde forventet
Vi gav udtryk for at i ikke var tilfredse med den “gamle kasse” men fik at vide, at det var en sådan vi havde booket ..... og det var jo rigtig nok. I parkeringshallen var parkeret nogle endog meget flottere spaceships - tydeligvis af meget nyere dato, og vi forsøgte at opgradere til en sådan. Dette lykkedes dog ikke, da alle var bookede.
Da vi havde booket indkvartering i Marlborough samme aften, måtte vi altså acceptere “vraget”.
Da vi fik startet op kunne vi konstatere at bilen havde rundet de 300.000 km og det var hurtigt at mærke, at selvom den havde fået masse af “duftevand”, vinylmakeup var det en “træt gammel bil”, hvor støddæmpere, ophæng diverse bøsninger o.l var tydeligt slidte.

Vi blev enige om at give den en chance - og havde jo heller ikke så mange andre muligheder.
Efterhånden konstaterede vi endnu flere fejl og mangler. Kun nogle af automatgearvælgerens stillinger blev indikeret af en lampe medens andre ikke fungerede. Da det var en ratgearstang var denne indikering den eneste der kunne fortælle om du var i bakgear, drive eller et af de lavere gear. Ikke katastrofalt men trælst. Da vi første gang skulle køre i mørke konstaterede vi, at der slet ikke var lys i instrumentbrættet, så man kunne ikke se speedometer, omdrejningstæller m.v. Ud over dette lyste forlygterne som to gamle lommelygter. Vi måtte således opgive at køre i mørke. Senere da vi blev standset af politiet i en trafikkontrol blev vi gjort opmærksom på hvad vi også selv havde konstateret - nemlig at forlygterne var fyldt med vanddråber på indersiden af det meget slidte og gulnede lygteglas.

Jysk rejsebureau, som vi havde lejet bilen igennem kontaktede Spaceship med vores klager og kom efter nogle dage tilbage med et svar gående på at man havde en nyere model (Spaceship Beta), som vi kunne opgradere til. Man var også villige til at bytte bilen hvor vi var.  Det viste sig nu ikke at holde i virkeligheden da Spaceship hørte hvor vi var. Efter lidt telefoniske forhandlinger blev vi enige om et kompromis - at vi kørte fra Central Ortago og ud til østkysten hvor vi byttede bilerne i Oamaru. Der kom således desværre til at gå næsten 14 dage inden vi fik en anden bil. Manageren i Christchurch fortalte, at vi nu fik en splinterny bil og det glædede vi os selvfølgelig meget til.
Splinterny var den nu ikke - idet den var registreret første gang for 5 år siden, men alligevel var det  som at komme fra nat til dag.

Den nye “RONGO”  som den var døbt var en virkelig dejlig bil, og det var en stor fornøjelse at sætte kursen tilbage mod vest og Mount Cook området. De nyere modeller er selvfølgelig også væsentligt bedre udstyrede. Medens dem gamle kun havde "sovekabinen" har den nye model også et halvtag der kan monteres ud fra taget, så man kan stå i læ og tørvejr under madlavning o.l.
Med den gamle måtter vi købe en presenning og lave et par hjemmelavede teltstænger.....

Det var ikke en mindre fornøjelse at konstatere, at RONGO kørte omkring 15 km pr liter medes NUNKI kun kunne præsterer 8-9 km pr liter...

Hawkdun rise

Vi havde hjemmefra  korresponderet en del med John og Suzanne som driver den lille vingård Hawkdun Rise lidt uden for Alexandre og havde booket 3 overnatninger hos dem.
Det blev nogle fantastiske dage. Efter en særdeles gæstfri modtagelse blev vi instaleret i et skøøøønt værelse med et kanonflot badeværelse. Vineyard view kaldte de værelset, og det passede på en prik.
Huset ligger ret højt på en bakketop, og vinmarkerne er placeret på den nordvendte skråning op mod huset.

Det er en af de absolut mindre vingårde i området - ca. 4.000 planter, hvilket faktisk er mindre end nogle af de danske kommercielle vingårde.
Ikke destomindre havde de opnået flere priser og medaljer for deres to vine - en særdeles frisk og dejlig Gewürtztraminer der var dejligt afdæmpet i forhold til nogle af de “kraftigt parfumerede” gewürtztraminere vi også er stødt på - og en ganske god Pinot Noir (nu kommer jeg snart til at indrømme, at Pinot Noir fra Kiwiernes land kan være rigtig, rigtig go’e).
John, som er en rigtig “mr. fix it” havde stort set selv opbygget alt - lige fra huset til vinmarkerne med vandingsanlæg, frostbekæmpelse osv.
Jan var lidt med i markerne og fik masser af fiduser og tips som givet kan bruges hjemme, idet klimaet i Central Ortago og Danmark minder en del om hinanden. De har lidt mere sol, men meget minde regn, men kæmper med de samme problemer med tidlig frost, som også er en af udfordringerne i Danmark.

Vi spiste middag sammen med John og Suzanne, Johns søn og svigerdatter. Suzanne havde af naboen fået en helt friskfanget ørred (og ja den var noget større den den famøse ørred fra Marlborough).
Det var en hyggelig aften, og det er super dejligt at mødes med Kiwierne over god mad og vin. På mange områder matcher vi rigtig godt Kiwierne og det danske og new zealandske samfundssytem ligner også på mange områder hinanden - selvom der også er forskelle. Dette er jo et godt udgangspunkt for en god snak om livet hos dem og hos os.

Den sidste aften ankom et par fra Auckland, og da de også havde tænkt sig at at finde en restaurant i Alexandre til middagen slog vi os sammen og bestilte bord på en Thai restaurant. Da restauranten var en B.Y.O (Bring Your Own) forsynede vi os med nogle flasker af Johns Gewürtztraminer og kørte sammen derned i deres bil.

Det blev en fantastisk hyggelig aften, og da vi kom tilbage tryllede Lone sin “boble-vin” fra Woollaston Estate frem som vi nød på terrassen i skæret af en flok fyrfadslys fra en af Johns “vintønde-lysestager”.

Dagen derpå fik vi sagt farvel og satte nu kursen mod Oamaru, hvor vi skulle bytte bil. Mere om dette i indlægget “Spaceship”

Central Ortago

Som skrevet var vejret nu blevet betydeligt bedre, og da vi nærmede os Alexandra besluttede vi, at standse i den smukke og meget frodige Roxburg valley. Her lå frugtgårdene -Orchards kaldes de her side om side og markerne bugnede af kirsebær, ferskner, abrikoser, pærer m.v.
I Milleres Flat kørte vi fra hovedvejen og krydsede den Clutha floden via en bro af ældre model.

I milleres Flat var der et supermarked, en kirke og 8-10 huse - og så en campingplads, som vi indskrev os på. Der var GOD PLADS og vi parkerede lige op ti floden.
Der findes et utal af standarder på campingpladserne herned - lige fra den selvbetjente plads, med meget basic toiletforhold og hvor man lægger en 10-15 $ i en kasse og derefter bare camperer hvor man finder det passende til pladser der nærmer sig europæisk standard.
Pladsen i Millers Flat var nok en 2’er på en skala fra et til 10. Vi var i øvrigt så smarte at campere tæt på toilet/bad bygningen - det skulle vi ikke have gjort.....  Vi fandt ud af - efter vi havde fået rigget til og fået brygget en kop kaffe, at man varmede badevandet op med et kulfyr - og føj hvor det stank, da der en stor del af tiden stod en gullig og stinkende  røg op af skorstenen.
Næste dag rykkede vi lidt op til måske en 5’er idet vi tog en enkelt nat på Alexandra Holidaypark inden vi skulle møde John og Suzanne på Hawkdun Rise, lidt uden for Alexandra.

I løbet af dagen kørte vi op i bjergene og fandt en grusvej, som var i god stand - i starten.... den blev efterhånden til et hjulspor, og selvom vi havde håbet, at vi kunne komme en anden vej tilbage så det ud til at den blot endte ved en gård. Det fik vi også bekræftet, for det var tydeligt at vores orange bil tiltrak sig opmærksomhed.  Vi var ved at vende, da gårdejeren kom forbi - lige for at se hvad for nogle starutter vi var.
Vi fik en rigtig god snak om lidt af hvert - landbrug i danmark bl.a.
På spørgsmålet om størrelsen på gården fik vi svaret, at det havde han ikke 100% check på, men det lå på ca. 160 kvadradtkilometer !!!!.

Fiordland

Efter at have tanket “kassen” helt op i byen Haast drejede vi væk fra vestkysgen og kørte ind i landet via Haast-passet. Behøver vi at skrive, at det var flot,flot,flot  -  nej vel.

Vi besluttede at køre næsten frem til Queenstown og finde et sted at overnatte i bilen der. Vi valgte en hyggelig lille campingplads (Holliday park kalder de dem her).
Det var temmelig koldt , så det var dejligt der var nogle rigtig gode faciliteter til madlavning, spisning osv.
Næste dag shoppede vi lidt rundt i Queenstown, som er en skøn by og beliggende fantastik flot mellem de høje bjerge og lige ved den spektakulære Wakatipu sø. Vi fortsatte sydover og kom sidst på eftermiddagen frem til Te Anau, som også ligger ved en enorm stor og flot sø.
Efter lige at have sonderet terrænet valgte vi et motel med søudsigt. Byen vrimlede med moteller - også nogle i “baggaderne”, som i øvrigt oftest er lidt billigere, men det er altså flot at kunne se ud på vandet fra “boligen”.
Medens vi var i Mahitahi Lodgen bookede vi en sejltur med overnatning med udgangspunkt i Manapouri, der ligger 20 km fra Te Anau. og det ville blive de to næste dages program.

Vi valgte at lade bilen stå ved motellet og tage med Real Journeys shuttlebus til Manapouri , og den korte tur blev på grund af den vidende buschauffør rigtig god med masser af information om området, og meget mere.

Først gik turen over Lake Manapouri med en dejlig katamaran. En times sejllads senere lagde vi til ved “West-arm”, som er det sted det store Manapouri kraftværk ligger dybt nede i fjeldmassivet. Vi så nogle modeller af kraftværket og det så meget imponerenden ud.
I forbindelse med anlæggelsen af kraftværket blev der anlagt en vej fra Doubtfull Sound - som rettelig er en fjord.  Via denne vej blev vi nu fragtet frem til Deep Cove i det inderste af fjorden, hvor skibet “Navigator” ventede på os.
Navigator har plads til 70 overnattende passagerer, og der var fuld hus. Skibet er dog så stort og velindrettet, at der ikke var trængsel på nogen måde.
Da vi havde booket så sent var der ikke meget at vælge i mellem af indkvartering - de billige 4 sengs kahytter i bunden af skibet var solgt - de lidt dyrere kahytter på mellemdeækket ligeledes. Der var således kun kahytter øverst oppe med dobbeltseng, badeværelse m.v  og dem måtte vi jo så tage til takke med.....  Det var nu rigtigt dejligt, selvom prisen var lidt pebret.

Efter vi var inkvarteret blev der kastet los og alle myldrede ud på de forskellige dæk for at nyde det helt fantastiske fjordlandskab.  Vi fandt sammen med to danske par, som også var på rundtur i Kiwi-land. Begge nogle rigtig hyggelige mennesker, og vi havde det rigtig sjovt sammen på turen. Det blev lidt til en “lille dansker koloni”, men det var nu skønt at høre om deres oplevelser og erfaringer.
På vej ud af fjorden så vi i en lille sidefjord en flok delfiner - som desværre blev på temmelig stor afstand af skibet.
Vi fortsatte mod vest, og sidst på eftermiddagen nåede vi ud af fjorden. Her var der virkelig sus på - blæste måske noget der minder om kuling. Trods dette sejlede vi frem til nogle små øer, som ligger helt yders i mundingen, og hvor der lå hundredevis af pelssæler.
Efter alle havde taget et par hundrede billeder af sælerne vendte vi tilbage til roligere vand i fjorden.
I en sidefjord blev alle der ville udstyret med en redningsvest og en lille en-mands kajak. De der ikke ville sejle kajak kunne komme med de to store alu-joller, der fulgte de ca 50 kajakker. Jeg tog en kajaktur og Lone tog med en af jollerne, for at filme og tage billeder.
Navigator sejlede nu længere ind i fjordarmen hvor den kastede anker for natten.Da vi kom frem til ankerpladsen var de fleste godt og grundigt våde - jeg selv inklusiv.
Efter at have fået en “tør numse” var det tid til en lille before drink inden middagen.
Fantastisk hyggelig aften, hvor vi alle fik udvekslet en masse om ruter, steder at se osv osv.
Næste morgen blev kursen sat mod udgangspunktet. Navigator er en 3 mastes motorsejler, og på et tidspunkt satte man sejl. Det var nu vist nok mest til ære for os turister, for sejlene lavede ikke noget som helst.
Vi fik udvekslet mailadresser og så videre og herefter tog vi tilbage til motellet i Te Anau.

Det er blevet den 12 januar, og vejret er stadig koldt og vådt så vi besluttede at skifte område og køre ind i landet. Dog ville vi lige ned og se sydkysten af NZ, så vi satte kursen mod Invertergagil, som er en af de sydligst beliggende byer på sydøen.
Landskabet blev nu lidt kedeligt eller måske barskt om man vil. Det regnede stadig og var p.... koldt, inden vi nåede Invercargill  skiftede vi kurs og kørte op mod Central Ortago, hvor vejret efter sigende næsten altid er tørt og varmt.
Det holdt stil - efterhånden som vi kom nord på blev det betydeligt bedre vejr, og da vi midt eftermiddag nåede Cental Ortago og rykkede ind på en campingplads kunne vi skifte de lange bukser ud med korte ....

Vestkysten

Så blev kursen sat mod vestkysten.  En smuttur fra Nelson området og tværs over til Westport - et stykke af vejen langs Buller River - og vi behøver sikkert ikke skrive, at dette var en flot tur.
Vi valgte at dreje udenom Westport og overnattede på et lille motel et lille stykke nede af vestkystvejen. Vi gik en lang tur langs kysten, som på dette sted var klippefyldt og barsk.
Det er tydeligt at der endnu engang har været “sceneskift” og det nu er en helt anden geografi. Dette er ihvertfald en af de ting der kendetegner Kiwiernes land - en fantastisk natur, som er meget forskellig fra område til område.

Vi fortsatte dagen efter sydover og bookede et par overnatninger på en Lodge i den sydlige ende af vestkystvejen - Nu trængte vi til lidt luksus og en “køre fri dag”.

Faktisk er der områder ned langs vestkysten, som i forhold til de mange fantastiske naturscenerier vi har set kan virke lidt kedelige. Da vi nåede ned til Gletscherområderne, hvor de store turistmagneter Franz Josefs Gletscher og Fox Gletscher  befinder sig skiftede landskabet dog dramatisk og vi kørte nu i tæt regnskov. Vi havde et lille ophold i Franz Josef by, men det var simpelthen et leben af turister, så vi kørte skyndsomst videre. Gletschere har vi da også set, og vi vælger således at prioritere andre ting.

Vel forbi gletscherområderne ankom vi Til Jackie og Johns skønne Mahitahi Lodge i Bruce Bay. Vi blev indkvarteret i en dejlig lejlighed.
Vejret var ikke særlig godt - ihvertfald ikke hvis man går efter sol og varme. Det var efterhånden begyndt at regne, men det var ikke særlig koldt.
Lodgen tilbyder måltider , men vi havde her første aften valgt selv at lave mad. Vi var dog oppe ved Jackie og John til en lille “before-drink”.

I løbet af aftenen tog regnen til og vi besluttede at gå en tur på stranden.... ja vi er vist lidt tossede, men vi begge har altid nydt en god gåtur når det er regn og rusk.
Kors hvor det regnede, men det var ikke særlig koldt, så stien ned til stranden, krævede egentlig gummistøvler - hvilket vi ikke havde med - men sko kan jo heldigvis tørre igen.

I løbet af natten tog regnen yderligere til - man skulle tro det var umuligt og larmen fra regnen var meget kraftig - specielt på grund af deres stålpladetage.
Næste morgen, hvor naboen kom over til morgenmad hørte vi, at der først på natten var faldet 400 mm regn på to timer. Dette havde haft den virkning at vejen nord for os flere steder var skyllet væk.
De har i øvrigt fået over 1 meter regn inden for de sidste 7 dage i området..... vi lader lige billedet stå lidt endnu !!

Det var faktisk sådan at flere veje blev skyllet væk og en del får og kreaturer druknede og blev skyllet ud med floderne.

Da vi sagde farvel til Mahitahi og  Jackie og John, kunne nu se sne på toppen af fjeldene, og det var efter sigende ret usædvanligt.

Woollaston Estate - Nelson

Woollaston Estate


Den 4 januar var vi inviteret til en rundvisning på Woollaston. Noget vi havde glædet os meget til. Dels fordi vi ved de laver noget god vin, og dels fordi stedet jfr. deres hjemmesider er meget spændende både arkitektonisk og også måden og filosofien bag deres vinmageri - som er meget forskellig fra de store “vinfabrikker” i Malborough.
Vi var ovenikøbet blevet inviteret til en koncert med den new zealandske violinist Fiona Pears der den 4 om aftenen gav koncert på Woollaston.


Sigurd Müller i Aalborg, som er “skyd i” at vi overhovedet kender til Woollaston Estate banede vejen med en mail til vingården, der meldte tilbage, at vi var særdelses velkomne.
Efter aftale ringede vi til Philip Woollaston, som er idemanden bag det fantastiske sted og samtidig CEO.
Han var parat til at tage i mod os med det samme, og da vi have overnattet på en campingplads i nærheden, havde vi kun en kort køretur til stedet.

Philip Woollaston tog i mod os, hvorefter vi fik en rundvisning i det helt unikke og fantastiske vineri. Vineriet er i 4 plan og gravet ind i en bakke, således det fra vejen og parkeringsplandsen ser ud som en lille lav bygning. På taget er plantet Tussock græs - som den ene af Woollastons vinserier er opkaldt efter.

Vineriet er kun få år gammelt og er meget moderne og effektivt. Philip Woollastons filosofi er, at så meget som muligt skal være håndarbejde, og Vineriet var indrettet og udstyret herefter. I det hele taget havde men en (efter vores mening) sund holdning til tingene. Der tænkes meget grøn, og f.eks sprøjtes der kun når det absolut er nødvendigt.
Man er 100 % selvhjulpne og laver alt ligefra druerne oppe på øverste etage starter deres tur gennem vineriet og ender på nederste niveau hvor et tip-top moderne tappeanlæg er installeret.
Wollastons Pinot Noir, lagres omkring et år på nye franske egetræsfade og det var en skøn oplevelse at se og dufte deres kældre - inde bagerst i bakken. Det ser ud til at man her er i stand til at forene både moderne teknologi og “gammeldags håndlavet vin”. Dette gør også at deres vine efter vores vurdering er i en klasse helt for sig selv.

Efter rundturen smagte vi stedets Woollaston serie. En række vine, som endnu ikke kan købes i Danmark. Det håber vi dog meget at de kan en gang i nærmeste fremtiden, for både deres Sauvignon Blanc, Pinot Gris og Pinot Noir er i en klasse for sig selv. Så laver man i øvrigt også en ganske god Riesling og også en frisk og sprød “boble vin” som Philip forærrede Lone en flaske af.
Efter at have købt lidt ind til vores videre rundtur var planen at finde et Bed and Breakfast sted i nærheden, hvor vi kunne overnatte efter aftenens koncert.

Da Philip hørte dette tilbød han straks at vi kunne overnatte på stedet, idet de rådede over en gæstebolig, som netop var blevet ledig. Vi takkede naturligvis ja - og hvilken gæstebolig.... Næsen ubeskriveligt var det. En kæmpe og meget moderne indrettet lejlighed på ca. 120 kvadratmeter med lækre møbler og masser af kunst. Lejligheden var indrettet på første sal, med en unik udsigt over vinmarkerne hele vejen rundt.

Efter at have overnattet et par dage i “Rasle-kassen” var dette næsten en drøm og vi nød det i fulde drag.

I løbet af eftermiddagen vandrede vi en tur i vinmarkerne. Man bruger samme opbindings system som de fleste også bruger i Danmark - Dobbelt Guyot - med en enkelt gren til hver side, hvorfra så årets druebærende skud dannes. Det var tydeligt at man på Woollaston vægter kvaliteten højt og ikke driver “rovdrift” på vinstokkene. I Malborough så vi overalt, at man havde 4 grene med druebærende ranker - altså ca det dobbelte antal drueklaser pr plante end på Woollaston. En anden forskel var, at Woollastons Pinot Noir marker var “dry grown” altså ikke havde kunstvandingsanlæg, som det er tilfældet de fleste steder i Marlborough.
Blomstringen var overstået for nogle uger siden og klaserne var ved at blive dannet. Det kunne se ud til, at der havde været lidt dårligt vejr under blomstringen, da der var en del ikke udviklede druer i mellem.

Wollastons økonomi- og marketings mand - Scott, som vi havde være i kontakt med via mail, tog sammen med sin kone mod os til koncerten, hvor vi blev trakteret med en lille platte og masser af stedets vin.
Koncerten, som blev holdt i vineriets nederste etage - måske en fremtidig tappe- eller lagerhal, var en god oplevelse og selv om ikke alle numre var lige vores musiksmag, så var Fiona Pears ihvertfald en fantastisk violinist med et enormt drive.
Woollaston lægger således lokaler til en række koncerter og andre kulturbegivenheder gennem året. Lige i øjeblikket, hvor der er Nelson Jazz Festival er der adskillige koncerter på stedet.
Det blev en rigtig hyggelig aften sammen med Scott og hans kone og en aften vi vil huske længe.

Efter en nat i disse skønne omgivelser satte vi kursen mod vestkysten - (vi nåede lige en hurtig tur i en lækker udendørs spa, med at hvad hjertet begærer af dysser og dimser - og så kunne den ovenikøbet sænkes ned i terrassegulvet.

Se og læs mere her: http://www.woollaston.co.nz/

Sydøen - Malborough

Nytåret nærmer sig, og det er ligesom julen bare for mærkeligt i de her omgivelser, hvor solen skinner, frugttræerne bugner med modne frugter og alt er grønt.

Her kommer lige lidt mere fra besøget ved onkel Ferg, som jeg vist kom lidt hurtigt over

Så vidt vi husker var det samlede areal med vinstokke langt over 100 hektar........

Vi fik i øvrigt en masse tal, men hvem kan huske dem... men storslået var det.
Man har - lige som i Danmark  - også problemer med sen frost - altså frost - lige hvor vinstokkene springer ud. Det gør man noget ved. Mange har nemlig investeret i vindmøller - vel egentlige omvendt vindmøller, for her er det en 80 HK dieselmotor der driver hver mølle. På Fergs farm talte jeg over 10 møller. Der er også nogen der placerer store specielle oliebrænder på stratetisk rigtige steder og starter dem op, når der er fare for frost.

Langt de fleste vinavlere i Marlborough er kontraktavlere. Det vil sige, at de ikke selv producerer vin men leverer til nogle store “vinfabrikker”. Vi kørter forbi mange af de kendte navne - Montane, som vel er en af de største,  Mount Rilley, Oyster Bay med flere.

Nytårsaften oprandt og vi have via Peter og Trish booket bord på en nærliggende restaurant. Der ligger en hel del spændende restauranter inden midt mellem vinmarkerne og en af disse - restaurant Gibbs havde Peter og Trish anbefalet.
Det første vi stødte på lige da vi kom ind var en dansk gruppe...... ikke lige det vi sådan ligefrem leder efter, men nu var det jo nytår, så vi skålede lidt og sludrede lidt, men indledte ikke noget nærmere bekendtskab.
Menuen var en 6 retters menu -og det var bare godt - Vi fik selvfølgelig også noget godt vin til, og jeg må komme me en tilståelse - i forlængelse af mine fordomme mod Pinot Noir i et tidligere indlæg...... Vi fik en fuldstænding fantastisk Pinot Noir fra Central Ortago - et områder, længere sydpå, hvor vi også har planlagt at komme.

Nytårsdag var fiskedag. Peter havde lovet at tage os med op til en flod nordvest for Marlborough. Det blev en dag vi sent vil glemme. Efter at have købt fisketegne i en lille flække kørte vi ind i en dal - og fortsatte ca. 40 km ad nogle smalle og støvede grusveje. En bunke led skulle åbnes og lukkes, og ca. halvvejs oppe skulle der ved en station betales vejafgift for at fortsætte.
Peter er inkarneret fluefisker og prøvede at det bedste han kunne, at lære os den svære kunst - ikke med synderlig held. Det blæste en del, hvilket ikke gjorde vores anstrengelser lettere. Peter fangede en - efter min vurdering flot brun ørred. Da Peter gik på røven midt i floden hjalp jeg med at få fisken ind og drømte ikke et sekund om, at den skulle sættes ud igen.  Det havde været planen, for det gør inkarnerede fluefiskere åbenbart altid. Mit jagtinstinkt var dog indstillet på “mad”, så da jeg fik ørreden i hænderne - slog jeg som det selvfølgligste i verden fisken ihjel !. Nu er jeg ikke tankelæser, men jeg tror dog jeg opfattede noget i retning af “amatør” eller noget i den stil.

Peter havde end ikke en kniv blandt sit ellers temmeligt omfattende udstyrsarsenal, så vi kunne ikke en gang rense fisken - heldigvis havde vi en køletaske med.
Selvom det som sagt blæste en del steg temperaturen kraftigt gennem dagen, og nåede formentlig et stykke over de 30 grader. Der inde i det forholdsvist smalle dal system  virkede det som at være i en varmluftsovn - hvis nogen da har prøvet dette.

Peter og Trish inviterede igen på aftensmad - og til forret fik vi “undermåleren” - Der målte ca. 30 cm og vejene et lille kg - og smagte OK. Sammenlignet med en fjeldørred fra Grønland var smagen dog lidt “tam”.

Efter endnu en nat i den hyggelige lejlighed sagde vi farvel til Trish og Peter og satte kursen mod Nelson. Nelson er en meget hyggelig by med en masse forretninger - Vi tilbragte nogle timer i byen, hvorefter vi satte kursen mod nordspidsen af Sydøen - Farwell Spit kaldes den odde, der er dannet helt oppe i det nordvestligste hjørne på sydøen. Vores oprindelige plan havde været at se “spitten”, men da Peter og Trish fortalte, at man ikke måtte hverken køre eller gå derud, men skulle med en guidet tur var vi lidt vægelsindede. Efterhånden som vi kom derop ad konstaterede vi, at stort set hele den ferierende del af den new zealandske befolkning + nogle hundrede tusinde andre turister befandt sig i området besluttede vi, at vi vill lægge kursen om og køre et andet sted hen, hvor der måske var knapt så mange turister.
Først ville vi dog finde en godt sted at tage vores første overnatning i bilen.
På vejen op til nordspidsen skal man over en bjergkæde, og i Politikkens “Rejsen går til New Zealand” skriver de om denne tur: “Den 791 m høje Takaka Hill Road er måske ikke landets højeste bjergpas, men de 25 km med 365 sving er den længste stigning eller længste fald bilister kan  komme ud for i New Zealand.”
Helt på toppen fandt vi et lille område, hvor vi kunne campere, og hvor der var en helt fantastisk udsigt.
Vi tændte op i grillen og fik stegt de medbragte bøffer og tørnede herefter til køjs - Konceptet med “Space Shippet” er OK. Lidt basic, men i og med at man er fri for at køre i en stor og klodset camper virker det fint - hvis altså ikke bilen havde været en gammel  og næsten opslidt raslelkasse.
Sådan for en overnatning eller to går det således fint, men men men altså så er jeg (vi) måske blevet for magelige til den slags basic camping i længere perioder af gangen.
Vi sov begge så nogenlunde - og stod op og nød over morgenkaffen den fabelagtige udsigt.

Det blev altså “venderejse” herfra (det var det de gamle grønlandsekspeditioner kaldte det, når de kørte tilbage i samme spor.)

Tilbage til Mapua, hvor vi fandt en campingplads helt ud til havet. Heldet må have været med os, for da vi lige “lurekikkede” blev en plads - bogstaveligt 1. m fra stranden - ledig på en ellers totalt overfyldt campingplads. Vi næsten løb tilbage til receptionen og “satte os på pladsen”.
Vejret var ikke alt for godt - lidt regn og en del vind, men en helt fornuftig temperatur.
Her slappede vi den - og legede campister, fik et bad osv.

I morgen den 4 januar har vi en aftale med Woollaston Estate. Et sted som producerer nogle ret fantastiske vine, som vi gerne ville stifte nærmere bekendtskab med. (Vi kender nogle af deres vine fra Sigurd Müllers vinhandel i Aalborg, men ved de producerer flere gode vine som ikke fås i Danmark - endnu ????)

På Woollaston er vi også inviteret til koncert med Fiona Pears - en new zealandsk violinist.  Det glæder vi os til. Mere om dette senere.