onsdag den 27. januar 2010

Sidste dag i Tokyo - og så hjemover




Vores sidste dag her i Tokyo blev en rigtig shoppedag. Hele området her i Ikebukuro er fyldt med det ene kæmpe choppingcenter efter det andet.  Nogle i mere end 20 etager. Sågar en stort område under jorden i forbindelse med den enorme metrostation "Ikebukuro" er fyldt med butikker, restauranter m.v.
Det siges at der er over 200.000 restauranter i Tokyo, og det skal nok passe. Der er i hvertfald noget for enhver smag. Selvfølgelig er de store amerikanske madkæder - også rigt repræsenteret.





Alt er bare så kæmpe stort - og så fyldt med mennesker at det er helt overvældende. I et enkelt af disse store idkøbscentre var afdelingen for "tage med hjem mad" fordelt på flere etager og så stor, at det tog flere timer at se det hele. Udbudet af madvarer - både færdigretter og råvarer var ganske enkelt så stort at det er svært at beskrive.
Vi købte bl.a sushi og andre spændende madvarer her - og som supplement til restauranterne var det bare fantastiskt - og så i øvrigt rørende billigt.






Tokyo er virkelig spændende og anderledes. Ikke mange snakker engelsk - så det bliver ikke til de store dybsindige samtaler, men kommunikationen er ikke så vanskelig. Faktisk taler de fleste unge engelsk, men de er lidt generte og måske lidt bange for at udtale ord forkert, så det er kun de færreste, vi har kunne snakke med.

En ting der er gennemgående er, at alt ting bare er "ordentlig". Der er fantastisk rent og pænt overalt. Vi har ikke set en eneste snavset bil- ( der er eller biler nok at kikke på).  Selv den mindste restaurant med plads til 8-10 gæster er pæn og nydelig - og det samme er toiletforholdene overalt.

Apropos toiletforholdene - så er vores lille intime hotelværelse her udstyret med et toilet, der kræver den store "maskinmesteruddannelse". Ret morsomt og måske også praktisk med sådan en rumpespuler, der kan indstilles på forskellig vis!! -




Nu pakker vi for sidsgte gang og bliver kørt til lufthavnen om nogle timer.  SAS siger de kan flyve os tilbage til det snefyldte Danmark på en 10-11 timer, så om alt går vel er vi hjemme engang torsdag aften.

og selvom AT REJSE ER AT LEVE så trænger vi nu også til at komme hjem til både familie, venner arbejdet osv.

Vi håber, at de der har fulgt med her på bloggen har fået noget ud af dette - vi har ihvertfald syntes det var en sjov og god måde at lade høre fra sig (Lone har da også skrevet et par enkelte postkort, men det er bestemt ikke mange.....)

Jan og Lone

tirsdag den 26. januar 2010

Tokyo

I Auckland fik lone udleveret sine “konfiskerede” strandskaller, grankogler m.v, som hun havde samlet sammen inden New Zealand. Man sikrede sig helt bogstaveligt, at tingene kom ud af NZ ved at følge os til indvejning og helt til kassen var afleveret - Joo i New Zealand tager man ekstremt alvorlig på det der med fremmede naturprodukter.

Efter en flyvetur på næsten 11 timer (man bliver godt nok lidt øm i numsen) landede vi i Narita.
Allerede i Indrejsekontrollen og Tolden kunne vi se, at her var der check på tingene. I indrejsekontrollen bliver man fotograferet og får scannet fingeraftryk ligesom i USA, men alt gik let og smidigt med smilende og venlige folk bag skrankerne.

Inden afrejsen havde vi checket forskellige muligheder for transport fra Narita til hotellet og med mindre vi ville bruge Metroen kunne vi konstatere, at det ville blive en dyr affære.
Vi checkede op med rejsebureauet i Danmark, men det ville det bestemt ikke blive billigere af, så derfor havde vi selv via nettet booket en airport transfer fra og til Narita - at betale 34.000 Yen = med 2.300 D.kr........
Prisen var sikkert OK. Det var en køretur på lidt over halvanden time, og vi kørte gennem mindst 3 betalingsanlæg, hvor vi et af stederne så at prisen var 1600 Yen..
Hotellet var et temmeligt stort hotel, men med små værelser, hvilket vist nok er normalt her  i landet.
Vi var noget klatøjede efter turen, så da vi var indkvarteret. Tog vi en hurtig gåtur i nabolaget, hvor vi  spiste en hurtig aftensmad (pizza).




Fire timers tidsforskel fra NZ medførte at vi var tidligt til morgenmad i hotellets kæmperestaurant. Super morgenmad med alt fra både det vestlige og det østlige køkken.

Vi besluttede at prøve at køre med Metroen til Shinjuku for at gå en tur i bydelen Kabukicho.
Tokyo er stor - Metrosystemet er kæmpestort, men egentlig ganske logisk bygget op. Med lidt hjælp fandt vi ud af systemet med at købe billetter, finde den rigtige linie (der er MANGE at vælge mellem) og så finde den rigtige udgang, for dem er der også mange af på de enorme undergrundsstationer.




Kabukicho kaldes også “Red Light District” og var da også en sammensurium af små sexbutikker, “love hotels”, hvor man kan leje værelser på timebasis osv. Ikke så megen synlig prostitution så vidt vi da kunne se.





Området er efter Tokyoforhold ret begrænset, og efter at have “turistet” den godt og grundigt i området,  søgte vi lidt længere ud i de små gader, hvor folk boede og hvor der fandtes et kæmpe antal små restauranter.
Vi spiste frokost på en af disse og det var både godt og sjovt. Det er tydeligt at japanerne er glade for fisk, for det er stort set kun fisk der er på menuerne.


Christchurch

Vi indlogerede os på et lille motel tæt på centrum og shoppede herefter løs i Christchurch de sidste par dage.  Den årlige Buskers Festival, var netop begyndt og det gav nogle sjove oplevelser. Buskeres Festival er en årlig begivenhed, hvor gadeartister m.v fra hele verden mødes og optræder forskellige steder i byens centrum.





Christchurch er en skøn og flot by med hyggelige kafeer, en gammel genopbygget sporvognslinie,




masser af parker og grønne området. Vi gik et par gange gennem deres flotte botaniske have, der ligger langs Avon floden.
Søndag fik vi afleveret bilen og fik bekræftet, at de godt vidste, at 17 år gamle biler giver klager fra kunderne og vi kom da heller ikke til at betale for opgraderingen til den dyrere Beta model.
Søndag aften kunne vi finde vores seng, for vi skulle afsted kl. 04.00 for at flyve via Auckland til Tokyo.

Mount Cook

Mount Cook

Oamaru er kendt for en pingvinkoloni med nogle små blå pingviner. Det var desværre blevet kommercialiseret så meget, at vi besluttede at den lille koloni (150 - 200 pingviner), som der var bygget “boliger” til af træ og som offentligheden kun kunne komme frem til ved at betale en formue - for så at sidde på en stor og grim tribune ikke skulle forstyrres af os.





I stedet kørte vi ud til et lille fikserleje lidt syd for byen (Moeraki) hvor vi spiste en formidabel fiskefrokost på kajen ved “Fleurs Restaurant”. John og Suzanne havde anbefalet stedet, og det blev også en god oplevelse - men man skal altså være til fisk af alle slags, for her var både tørret, røget, kogt, foruden diverse muslinger og andre specialiteter - vi syntes det var rigtigt godt, og hvis ikke det var fordi Jan havde fået en dårlig musling, der gav en kortvarig mavebøvl havde det været helt perfekt.




Det gik altså vestover igen - mod Southern Alps og Mount Cook området. Vi kørte langs Waitaki River, hvor der oppe omkring byen Kurow er et nyt spirende vindområde - opkaldt efter floden Waitaki. Vi parkerede og spiste frokosten i området og fik en hyggelig snak med en “vin-dame”, der lige kom forbi for at se hvad vi var for nogen.

LIdt længere oppe af floden kom vi til det første af i alt 8 vandkraftværker i dette flod og sø-system.
Vi drejede af ved det næste kraftværk og kørte over dæmningen for at nå frem til et stort område helt ned til Lake Aviemore, hvor der var et campområde.
Her fandt vi en dejlig plet, hvor vi camperede.




Der var nu ikke mere plads i den nye bil, men madrasser og indretning var meget bedre, så vi havde en god nat der - trods regnen og blæsten.
Næste dag nåede vi frem til Mount Cook omkring middag. Vi havde på vejen taget en smut inden om lake Ohau, som måske var et af de flottere steder. Søen er lige som de øvre store søer umiddelbart øst for Southern Alps turkisblå. Dette skyldes bl.a at de tilføres gletchervand fra gletcherne i Southeren Alps. Vi kender fænomenet fra Grønland, hvor søerne kunne blive nærmest mælkehvide.




Byen Mount Cook er en rigtig “Tourist Trap”, der stort set kun består af hoteller, lodges og lignende. Vi checkede lige stedet ud, men ingen bliver sikkert overraskede over, at vi ikke havde lyst til at være der.
I stedet camperede vi på en campsite med en fantastisk udsigt til bjergene og gletcherne.






Næste dag blev vi enige om, at køre langsom mod Christchurch for at få nogle dage der inden turen til Tokyo.
Vi overnattede på et lille motel i Ashburton inden vi kørte frem til Akaroa på Banks Peninsula. En fabelagtig flot tur over nogle "bakker" og et rigtigt hyggeligt lille sted, men også en del “turisty”.






Efter en overnatning på et motel, beliggende så vi stort set kunne stikke tæerne i vandet fra terrassen kørte vi ind til Christchurch.

fredag den 22. januar 2010

Links til Videoer

Vi har lagt et par små videofilm ud på henholdsvis Youtube og Vimeo.

Her er links til disse:

USA -  http://www.youtube.com/watch?v=QOFXS0nDvyU

FIJI -   http://www.youtube.com/watch?v=uIoccnPp4tk

New Zealand  -  http://vimeo.com/8917970

Sidste fra New Zealandhttp://www.vimeo.com/8925399

Spaceship

Da vi planlagde turen valgte vi at ville indbygge den fleksibilitet og uafhængighed  som en campervan giver. Vi kikkede på mange forskellige størrelser og koncepter, og der er bare rigeligt af slagsen i NZ. I Australien havde vi haft god erfaring med nogle mindre modeller, som ikke er så store, tunge og klodsede (og dyre) så spaceship konceptet, der bygger på en almindelig toyota af typen Corolla Verso / Sportsvan mente vi ville være et godt valg.

Vi havde gransket både brochurer og Spaceships hjemmeside og fandt bilen ideen til formålet og glædede os til at hente bilen i Christchurch.

Da det noget omfattende papirarbejde var overstået - og de nødtvungen havde accepteret mit kørekort (de krævede egentlig internationalt kørekort) blev vi præsenteret for vores transportmiddel  kaldet “NUNKI”  (spaceship har givet alle bilerne individuelle og letudtalelige navne, hvilket er ganske smart) for de næste 3 uger.
Hold da op, hvor vi blev overrasket og skuffet - Der var langt fra de flotte billeder af nye Spaceships på hjemmesiden og i brochurerne til denne noget lurvet udseende bil. Lakken var efter mange år falmet og mat - der hvor den ikke ligefrem var faldet af... så førstehåndsindtrykket var absolut ikke positivt. Da vi så interriøret  blev indtrykket absolut ikke bedre. meget slidt,skrammet og ridset. Mit umiddelbare skøn var at bilen var omkring 10 år gammel.  Vi fandt senere ud af, at bilens alder faktisk kan aflæses ganske enkelt på en registreringslabel i forruden og jeg tog fejl - kassen var ikke 10 år gammel .... den var 17 år, så ikke så mærkeligt at vi syntes den mærkede “træt”





Da vi gennemgik bilen fandt vi flere fejl. Et soltag virkede ikke og mekanikeren måtte igang. Da vi koblede 12 volt til GPS’sen skete der ikke noget og mekanikeren måtte igang....
Dette var absolut ikke hvad vi havde forventet
Vi gav udtryk for at i ikke var tilfredse med den “gamle kasse” men fik at vide, at det var en sådan vi havde booket ..... og det var jo rigtig nok. I parkeringshallen var parkeret nogle endog meget flottere spaceships - tydeligvis af meget nyere dato, og vi forsøgte at opgradere til en sådan. Dette lykkedes dog ikke, da alle var bookede.
Da vi havde booket indkvartering i Marlborough samme aften, måtte vi altså acceptere “vraget”.
Da vi fik startet op kunne vi konstatere at bilen havde rundet de 300.000 km og det var hurtigt at mærke, at selvom den havde fået masse af “duftevand”, vinylmakeup var det en “træt gammel bil”, hvor støddæmpere, ophæng diverse bøsninger o.l var tydeligt slidte.

Vi blev enige om at give den en chance - og havde jo heller ikke så mange andre muligheder.
Efterhånden konstaterede vi endnu flere fejl og mangler. Kun nogle af automatgearvælgerens stillinger blev indikeret af en lampe medens andre ikke fungerede. Da det var en ratgearstang var denne indikering den eneste der kunne fortælle om du var i bakgear, drive eller et af de lavere gear. Ikke katastrofalt men trælst. Da vi første gang skulle køre i mørke konstaterede vi, at der slet ikke var lys i instrumentbrættet, så man kunne ikke se speedometer, omdrejningstæller m.v. Ud over dette lyste forlygterne som to gamle lommelygter. Vi måtte således opgive at køre i mørke. Senere da vi blev standset af politiet i en trafikkontrol blev vi gjort opmærksom på hvad vi også selv havde konstateret - nemlig at forlygterne var fyldt med vanddråber på indersiden af det meget slidte og gulnede lygteglas.




Jysk rejsebureau, som vi havde lejet bilen igennem kontaktede Spaceship med vores klager og kom efter nogle dage tilbage med et svar gående på at man havde en nyere model (Spaceship Beta), som vi kunne opgradere til. Man var også villige til at bytte bilen hvor vi var.  Det viste sig nu ikke at holde i virkeligheden da Spaceship hørte hvor vi var. Efter lidt telefoniske forhandlinger blev vi enige om et kompromis - at vi kørte fra Central Ortago og ud til østkysten hvor vi byttede bilerne i Oamaru. Der kom således desværre til at gå næsten 14 dage inden vi fik en anden bil. Manageren i Christchurch fortalte, at vi nu fik en splinterny bil og det glædede vi os selvfølgelig meget til.
Splinterny var den nu ikke - idet den var registreret første gang for 5 år siden, men alligevel var det  som at komme fra nat til dag.






Den nye “RONGO”  som den var døbt var en virkelig dejlig bil, og det var en stor fornøjelse at sætte kursen tilbage mod vest og Mount Cook området. De nyere modeller er selvfølgelig også væsentligt bedre udstyrede. Medens dem gamle kun havde "sovekabinen" har den nye model også et halvtag der kan monteres ud fra taget, så man kan stå i læ og tørvejr under madlavning o.l.
Med den gamle måtter vi købe en presenning og lave et par hjemmelavede teltstænger.....





Det var ikke en mindre fornøjelse at konstatere, at RONGO kørte omkring 15 km pr liter medes NUNKI kun kunne præsterer 8-9 km pr liter...

Hawkdun rise

Vi havde hjemmefra  korresponderet en del med John og Suzanne som driver den lille vingård Hawkdun Rise lidt uden for Alexandre og havde booket 3 overnatninger hos dem.
Det blev nogle fantastiske dage. Efter en særdeles gæstfri modtagelse blev vi instaleret i et skøøøønt værelse med et kanonflot badeværelse. Vineyard view kaldte de værelset, og det passede på en prik.
Huset ligger ret højt på en bakketop, og vinmarkerne er placeret på den nordvendte skråning op mod huset.




Det er en af de absolut mindre vingårde i området - ca. 4.000 planter, hvilket faktisk er mindre end nogle af de danske kommercielle vingårde.
Ikke destomindre havde de opnået flere priser og medaljer for deres to vine - en særdeles frisk og dejlig Gewürtztraminer der var dejligt afdæmpet i forhold til nogle af de “kraftigt parfumerede” gewürtztraminere vi også er stødt på - og en ganske god Pinot Noir (nu kommer jeg snart til at indrømme, at Pinot Noir fra Kiwiernes land kan være rigtig, rigtig go’e).
John, som er en rigtig “mr. fix it” havde stort set selv opbygget alt - lige fra huset til vinmarkerne med vandingsanlæg, frostbekæmpelse osv.
Jan var lidt med i markerne og fik masser af fiduser og tips som givet kan bruges hjemme, idet klimaet i Central Ortago og Danmark minder en del om hinanden. De har lidt mere sol, men meget minde regn, men kæmper med de samme problemer med tidlig frost, som også er en af udfordringerne i Danmark.

Vi spiste middag sammen med John og Suzanne, Johns søn og svigerdatter. Suzanne havde af naboen fået en helt friskfanget ørred (og ja den var noget større den den famøse ørred fra Marlborough).
Det var en hyggelig aften, og det er super dejligt at mødes med Kiwierne over god mad og vin. På mange områder matcher vi rigtig godt Kiwierne og det danske og new zealandske samfundssytem ligner også på mange områder hinanden - selvom der også er forskelle. Dette er jo et godt udgangspunkt for en god snak om livet hos dem og hos os.




Den sidste aften ankom et par fra Auckland, og da de også havde tænkt sig at at finde en restaurant i Alexandre til middagen slog vi os sammen og bestilte bord på en Thai restaurant. Da restauranten var en B.Y.O (Bring Your Own) forsynede vi os med nogle flasker af Johns Gewürtztraminer og kørte sammen derned i deres bil.





Det blev en fantastisk hyggelig aften, og da vi kom tilbage tryllede Lone sin “boble-vin” fra Woollaston Estate frem som vi nød på terrassen i skæret af en flok fyrfadslys fra en af Johns “vintønde-lysestager”.





Dagen derpå fik vi sagt farvel og satte nu kursen mod Oamaru, hvor vi skulle bytte bil. Mere om dette i indlægget “Spaceship”

Central Ortago

Som skrevet var vejret nu blevet betydeligt bedre, og da vi nærmede os Alexandra besluttede vi, at standse i den smukke og meget frodige Roxburg valley. Her lå frugtgårdene -Orchards kaldes de her side om side og markerne bugnede af kirsebær, ferskner, abrikoser, pærer m.v.
I Milleres Flat kørte vi fra hovedvejen og krydsede den Clutha floden via en bro af ældre model.




I milleres Flat var der et supermarked, en kirke og 8-10 huse - og så en campingplads, som vi indskrev os på. Der var GOD PLADS og vi parkerede lige op ti floden.
Der findes et utal af standarder på campingpladserne herned - lige fra den selvbetjente plads, med meget basic toiletforhold og hvor man lægger en 10-15 $ i en kasse og derefter bare camperer hvor man finder det passende til pladser der nærmer sig europæisk standard.
Pladsen i Millers Flat var nok en 2’er på en skala fra et til 10. Vi var i øvrigt så smarte at campere tæt på toilet/bad bygningen - det skulle vi ikke have gjort.....  Vi fandt ud af - efter vi havde fået rigget til og fået brygget en kop kaffe, at man varmede badevandet op med et kulfyr - og føj hvor det stank, da der en stor del af tiden stod en gullig og stinkende  røg op af skorstenen.
Næste dag rykkede vi lidt op til måske en 5’er idet vi tog en enkelt nat på Alexandra Holidaypark inden vi skulle møde John og Suzanne på Hawkdun Rise, lidt uden for Alexandra.





I løbet af dagen kørte vi op i bjergene og fandt en grusvej, som var i god stand - i starten.... den blev efterhånden til et hjulspor, og selvom vi havde håbet, at vi kunne komme en anden vej tilbage så det ud til at den blot endte ved en gård. Det fik vi også bekræftet, for det var tydeligt at vores orange bil tiltrak sig opmærksomhed.  Vi var ved at vende, da gårdejeren kom forbi - lige for at se hvad for nogle starutter vi var.
Vi fik en rigtig god snak om lidt af hvert - landbrug i danmark bl.a.
På spørgsmålet om størrelsen på gården fik vi svaret, at det havde han ikke 100% check på, men det lå på ca. 160 kvadradtkilometer !!!!.

torsdag den 14. januar 2010

Fiordland

Efter at have tanket “kassen” helt op i byen Haast drejede vi væk fra vestkysgen og kørte ind i landet via Haast-passet. Behøver vi at skrive, at det var flot,flot,flot  -  nej vel.




Vi besluttede at køre næsten frem til Queenstown og finde et sted at overnatte i bilen der. Vi valgte en hyggelig lille campingplads (Holliday park kalder de dem her).
Det var temmelig koldt , så det var dejligt der var nogle rigtig gode faciliteter til madlavning, spisning osv.
Næste dag shoppede vi lidt rundt i Queenstown, som er en skøn by og beliggende fantastik flot mellem de høje bjerge og lige ved den spektakulære Wakatipu sø. Vi fortsatte sydover og kom sidst på eftermiddagen frem til Te Anau, som også ligger ved en enorm stor og flot sø.
Efter lige at have sonderet terrænet valgte vi et motel med søudsigt. Byen vrimlede med moteller - også nogle i “baggaderne”, som i øvrigt oftest er lidt billigere, men det er altså flot at kunne se ud på vandet fra “boligen”.
Medens vi var i Mahitahi Lodgen bookede vi en sejltur med overnatning med udgangspunkt i Manapouri, der ligger 20 km fra Te Anau. og det ville blive de to næste dages program.





Vi valgte at lade bilen stå ved motellet og tage med Real Journeys shuttlebus til Manapouri , og den korte tur blev på grund af den vidende buschauffør rigtig god med masser af information om området, og meget mere.

Først gik turen over Lake Manapouri med en dejlig katamaran. En times sejllads senere lagde vi til ved “West-arm”, som er det sted det store Manapouri kraftværk ligger dybt nede i fjeldmassivet. Vi så nogle modeller af kraftværket og det så meget imponerenden ud.
I forbindelse med anlæggelsen af kraftværket blev der anlagt en vej fra Doubtfull Sound - som rettelig er en fjord.  Via denne vej blev vi nu fragtet frem til Deep Cove i det inderste af fjorden, hvor skibet “Navigator” ventede på os.
Navigator har plads til 70 overnattende passagerer, og der var fuld hus. Skibet er dog så stort og velindrettet, at der ikke var trængsel på nogen måde.
Da vi havde booket så sent var der ikke meget at vælge i mellem af indkvartering - de billige 4 sengs kahytter i bunden af skibet var solgt - de lidt dyrere kahytter på mellemdeækket ligeledes. Der var således kun kahytter øverst oppe med dobbeltseng, badeværelse m.v  og dem måtte vi jo så tage til takke med.....  Det var nu rigtigt dejligt, selvom prisen var lidt pebret.





Efter vi var inkvarteret blev der kastet los og alle myldrede ud på de forskellige dæk for at nyde det helt fantastiske fjordlandskab.  Vi fandt sammen med to danske par, som også var på rundtur i Kiwi-land. Begge nogle rigtig hyggelige mennesker, og vi havde det rigtig sjovt sammen på turen. Det blev lidt til en “lille dansker koloni”, men det var nu skønt at høre om deres oplevelser og erfaringer.
På vej ud af fjorden så vi i en lille sidefjord en flok delfiner - som desværre blev på temmelig stor afstand af skibet.
Vi fortsatte mod vest, og sidst på eftermiddagen nåede vi ud af fjorden. Her var der virkelig sus på - blæste måske noget der minder om kuling. Trods dette sejlede vi frem til nogle små øer, som ligger helt yders i mundingen, og hvor der lå hundredevis af pelssæler.
Efter alle havde taget et par hundrede billeder af sælerne vendte vi tilbage til roligere vand i fjorden.
I en sidefjord blev alle der ville udstyret med en redningsvest og en lille en-mands kajak. De der ikke ville sejle kajak kunne komme med de to store alu-joller, der fulgte de ca 50 kajakker. Jeg tog en kajaktur og Lone tog med en af jollerne, for at filme og tage billeder.
Navigator sejlede nu længere ind i fjordarmen hvor den kastede anker for natten.Da vi kom frem til ankerpladsen var de fleste godt og grundigt våde - jeg selv inklusiv.
Efter at have fået en “tør numse” var det tid til en lille before drink inden middagen.
Fantastisk hyggelig aften, hvor vi alle fik udvekslet en masse om ruter, steder at se osv osv.
Næste morgen blev kursen sat mod udgangspunktet. Navigator er en 3 mastes motorsejler, og på et tidspunkt satte man sejl. Det var nu vist nok mest til ære for os turister, for sejlene lavede ikke noget som helst.
Vi fik udvekslet mailadresser og så videre og herefter tog vi tilbage til motellet i Te Anau.

Det er blevet den 12 januar, og vejret er stadig koldt og vådt så vi besluttede at skifte område og køre ind i landet. Dog ville vi lige ned og se sydkysten af NZ, så vi satte kursen mod Invertergagil, som er en af de sydligst beliggende byer på sydøen.
Landskabet blev nu lidt kedeligt eller måske barskt om man vil. Det regnede stadig og var p.... koldt, inden vi nåede Invercargill  skiftede vi kurs og kørte op mod Central Ortago, hvor vejret efter sigende næsten altid er tørt og varmt.
Det holdt stil - efterhånden som vi kom nord på blev det betydeligt bedre vejr, og da vi midt eftermiddag nåede Cental Ortago og rykkede ind på en campingplads kunne vi skifte de lange bukser ud med korte ....


Vestkysten



Så blev kursen sat mod vestkysten.  En smuttur fra Nelson området og tværs over til Westport - et stykke af vejen langs Buller River - og vi behøver sikkert ikke skrive, at dette var en flot tur.
Vi valgte at dreje udenom Westport og overnattede på et lille motel et lille stykke nede af vestkystvejen. Vi gik en lang tur langs kysten, som på dette sted var klippefyldt og barsk.
Det er tydeligt at der endnu engang har været “sceneskift” og det nu er en helt anden geografi. Dette er ihvertfald en af de ting der kendetegner Kiwiernes land - en fantastisk natur, som er meget forskellig fra område til område.

Vi fortsatte dagen efter sydover og bookede et par overnatninger på en Lodge i den sydlige ende af vestkystvejen - Nu trængte vi til lidt luksus og en “køre fri dag”.

Faktisk er der områder ned langs vestkysten, som i forhold til de mange fantastiske naturscenerier vi har set kan virke lidt kedelige. Da vi nåede ned til Gletscherområderne, hvor de store turistmagneter Franz Josefs Gletscher og Fox Gletscher  befinder sig skiftede landskabet dog dramatisk og vi kørte nu i tæt regnskov. Vi havde et lille ophold i Franz Josef by, men det var simpelthen et leben af turister, så vi kørte skyndsomst videre. Gletschere har vi da også set, og vi vælger således at prioritere andre ting.

Vel forbi gletscherområderne ankom vi Til Jackie og Johns skønne Mahitahi Lodge i Bruce Bay. Vi blev indkvarteret i en dejlig lejlighed.
Vejret var ikke særlig godt - ihvertfald ikke hvis man går efter sol og varme. Det var efterhånden begyndt at regne, men det var ikke særlig koldt.
Lodgen tilbyder måltider , men vi havde her første aften valgt selv at lave mad. Vi var dog oppe ved Jackie og John til en lille “before-drink”.





I løbet af aftenen tog regnen til og vi besluttede at gå en tur på stranden.... ja vi er vist lidt tossede, men vi begge har altid nydt en god gåtur når det er regn og rusk.
Kors hvor det regnede, men det var ikke særlig koldt, så stien ned til stranden, krævede egentlig gummistøvler - hvilket vi ikke havde med - men sko kan jo heldigvis tørre igen.

I løbet af natten tog regnen yderligere til - man skulle tro det var umuligt og larmen fra regnen var meget kraftig - specielt på grund af deres stålpladetage.
Næste morgen, hvor naboen kom over til morgenmad hørte vi, at der først på natten var faldet 400 mm regn på to timer. Dette havde haft den virkning at vejen nord for os flere steder var skyllet væk.
De har i øvrigt fået over 1 meter regn inden for de sidste 7 dage i området..... vi lader lige billedet stå lidt endnu !!



Det var faktisk sådan at flere veje blev skyllet væk og en del får og kreaturer druknede og blev skyllet ud med floderne.






Da vi sagde farvel til Mahitahi og  Jackie og John, kunne nu se sne på toppen af fjeldene, og det var efter sigende ret usædvanligt.