Nordøen - fortsat

Nordøen - fortsat

Motellet havde egen lille intim restaurant. Her spiste vi et par fisk af ukendt oprindelse. Smagte egentlig udmærket, men var noget feddet ind i panering m.v

Herefter skypede vi lidt med ungerne - en forbløffende god forbindelse hernede fra “down under”.

Vi var advaret om, at det “stinker i Rotorua” og vi havde da også mærket, at der visse steder i byen lugtede vel meget af rådne æg. Da vi vågnede - tidligt - var det dog en ret så kraftig lugt der mødte os. Det siges, at man hurtig vænner sig til stanken fra de vulkanske aktiviteter, og det er sikkert også rigtigt med tankerne på Skagen i gamle dage, hvor fiskemelsfabrikkerne lå vest for byen....

Efter morgenmaden satte vi kursen mod Hawkes Bay - et af de store og kendte vindistrikter i NZ. På vejen derned besøgte vi et af de mere spektakulære steder på den rute de kalder “the Thermal Highway”. Waiotapu er stedet med Lady Knox geysiren, Champagnepool, Devil’s bath osv. Geysiren, som de “trigger” hver dag kl. 10.15, ved at smide et kg sæbe ned i det varme vand var lidt af en fuser - ikke noget at skrive alt for meget hjem om, når man har set den “rigtige” geysir på Island. Ellers var stedet meget fascinerende, men lidt af en “tourist-trap” og det er vi jo lidt overfølsomme overfor..

Sidst på eftermiddagen nåede vi frem til Hastings - en hyggelig by, som blev totalt smadret af et jordskælv i 1931 og derfor genopbygget i en anno 1930 stil - kaldet art-deco.
Vi købte en halv stillehavslaks, som vi tilberedte på et lille motel, hvor vi indlogerede os. Vi er desværre bange for, at de forbander de to danskere der kunne finde på at stege fisk i et lille motelværelse.... for kors hvor det lugtede af fisk - også da vi checkede ud dagen efter.
(men så kunne de jo bare lade være at installere køkkener i deres motelværelser, og det gør de alle steder)

Vi havde lavet en aftale med en vinproducent, hvis vin - Kemblefield - vi har købt i Danmark og som vi synes er meget spændende. Sigurd Müller i Aalborg, hvor vi køber vinen fra, havde banet vejen, og vi havde efterfølgende mailet lidt sammen med John Kemble, som er indehaver af stedet.

Det var en rigtig hyggelig lille rundvisning og smagning af hans fantastiske vine. Han producerer blandt andet, som den ene af kun to producenter, en Zinfandel - og hvilken Zinfandel... Han har med god grund fået flere guldmedalier for nogle af årgangene af denne Zinfandel.

Se og læs mere her:  http://www.kemblefield.co.nz/index.cfm/index


Desværre skulle vi tilbage til Auckland og aflevere bilen, så vi måtte sige farvel efter et par timer på stedet, hvorefter vi returnerede over bjergkæden Kaweka Range - endnu en af de helt ubeskriveligt flotte og storslåede landskaber i dette land.
Vi var tilbage i Auckland først på aftenen. Fik afleveret bilen og flyttede ind på endnu et motel.
Kl 6.45 næste morgen var det afgang mod Christchurch på Sydøen og vi landede, efter et kort transitophold i Wellington, godt 9 i Christchurch.

NZ - nordøen

Vi havde besluttet, at Rotorua skulle være målet for idag. Rotorua er kendt for de vulkanske aktiviteter, og det er her der er gejsere, kogende mudderpøle osv.
Efter en skøn nat med lyden af havet satte vi kursen ned langs østkysten af nordøen. Det bliver let en gentagelse, men det her land er godt nok flot. Turen ned langs kysten var ingen undtagelse - op over bjerge med nogle hårnålesving, der sætter pulsen i vejret på os lavlændere. Jeg tror dog efterhånden vi er ved at have check på det. Heller ingen problemer med venstrekørslen. Det falder allerede helt naturligt, og vi er holdt op med at gå ind i den forkerte side af bilen og at aktivere vinduesviskeren, når der skal svinges....

Vel ankommet til Rotorua fandt vi et hyggeligt motel - og fik, igen i dag, deres sidste værelse. Kiwierne holder ferie, og der er run på alle vegne.
Der er selvfølgelig termisk opvarmet spa i baghaven.

Vi var lidt rundt i byen - ville ind og se et af de sprudlende områder, men entre'en var 80 dollar - det gider vi ikke betale for dette. Istedet tager vi til et andet og meget større og mere spektakulært område i morgen når vi kører sydpå til Hastings området.

Vi rundede lige en reed-wood skov, hvilket var interessant og meget flot. Træerne er californiske reed-woods og var plantet i 1901. De trives særdeles godt her i området.

NZ - North Island

Hejsa alle - så nåede vi til New Zealand og det er bare så super.
3 timers flyvning fra Fiji - superservice fra Air New Zealand (der var kun 67 personer i maskinen, denne juledag.)
Der gik lidt kuk at få hentet en bil i lufthavnen, da et eller andet fjols havde glemt voucheren derhjemme i Guldbæk. Da Kim fik øjne fik den mailet ned og vi fik udleveret en sød lille toyota Auris (den hedder nu stadig corolla hernede)

Satte kursen mod øst til Coromandel halvøen og efter en fabelagtig smuk tur ankom vi til en lille kystby -  Whitianga, hvor vi fik det sidste værelse på et dejligt lille motel. Da vi fortalte værten, at vi havde taget en shortcut henover en bjergkæde kikkede han blot på den lille toyota og rystede på hovedet. Det var nu også lidt specielt. To biler kunne kun nogen steder passere hinanden og det var en noget hærget grusvej med masser af løst grus. Lone der sad tættest "afgrunden" fortalte flere gange, at der squ er laaaangt ned - men altså hold da op hvor var det flot.

I auckland købte vi mobilt bredbånd, så nu er vi online de fleste steder. sidder nu på altanen og kikker ud over havet - og drikker en dejlig kold "old dark".

Mere i morgen her fra skønne NZ

Malolo Lailai

Malolo Lailai.

se lille video her:  http://www.youtube.com/watch?v=uIoccnPp4tk

Vi havde booket massage i hotellets spa, som det hedder her. Det var en yderst smagfuldt indrettet sted og med nogle yderst smagsfulde små mørke yndigheder, til at betjene kunderne.
Efter - at have udfyldt 2  A4 sider med oplysninger om sygdomme, skintype, om man ville have blid eller det modsatte massage og en masse andet, blev vi hentet af to “lysesorte” piger, der førte os ind i et velduftende og igen meget smagsfuldt indrettet massagerum.

Der var opstillet to brikse - side-by-side og efter at være blevet iført hver en absolut micro - engangs tangatrusse - jan’s i blå og lones i hvid og en badekåbe fik vi ude på en lukket terrasse vasket “fuselankerne” i nogle sølvfade med sten i.

Herefter blev vi placeret på hver sin briks og min massøse som var en “stur og stærk pige” gik i gang med at plaske mig ind i en meget velduftende olie som optakt til 75 min. “traditional Fiji deep tissue massage”

Lone havde valgt “stone teraphy” blev masseret af en meget mindre indisk model (en stor del af indbyggerne på Fiji er indere).

Det var massage i en klase for sig - hold da helt op hvor var det fantastisk. og efter de 75 minutter var vi lige til at lægge til køjs. Prisen snakker vi ikke om - man er vel på ferie.

Vi checkede ud fra Hilton Fiji Beach and spa Ressort og blev kørt ned til Denerau Marina, hvorfra Malolo Cat skulle afgå kl. 14.00. Malolo Cat er en hurtigsejlende catamaran med plads til 30-40 personer. Den betjener de 3 ressorts på øen Malolo Lailai.

Efter godt en time med omkring de 45 knob svingede vi ind i et SMALT indløb i et koralrev og fortsatte nu inde i selve lagunen, hvor vandet var turkisblåt og meget klart.
Efter at have lagt til ved et “backpacker Ressort” fortsatte vi til Musket Cove Ressort, hvor Captain Cook Cruises havde skaffet os plads. Det er kun få af ressorterne ude på øerne der holder åbent i cyklon sæsonen, så der er run på disse steder.

Vi blev indkvarteret i en skøn hytte ca. 200 m fra vandet. Der lå også hytter helt nede ved vandet, men de var naturligvis allerede bookede. Til vi nu er på en “øde ø” er standarden ret høj. Hytten er 60-70 m2 er indrettet med alt hvad der er nødvendigt og i en fin standard - og meget , meget ren.

Restauranten med tilhørende pool område ligger kun ca. 100 m fra hytten, så det var let at trisse derover da det blev tid til lidt aftensmad.
En fantastisk skøn restaurant - lige ned til vandet. Blot ødelægges hele billedet lidt af, at man har valgt at indkøbe hvide plastikmøbler til hele ressortet - det er synd og er slet ikke i tråd med resten af stedets design osv.

Der er ikke aircondition i hytten, men nogen har være så forudseende at placere en “helikopter” over sengen. Vinduerne er bestykket med nogle store fastmonterede træ lameller indenfor et myggenet - så der er bare gennemtræk hele vejen rundt. Det blev således en behagelig nat og da nætterne faktisk ikke er vildt varme måtte vi slukke for rotoren ud på morgenen, idet det ligefrem blev køligt.

Vi checkede lige området ud, og faldt i snak med en polak, som var igang med at vaske tovværk m.v på sin meget store katamaran sejlbåd. Han fortalte, at han og familien havde været tæt på at forlise i cyklonen. De havde ligge for anker inde i Musket Cove, men ankrene havde ikke kunne holde båden og de var strandet på et nærliggende koralrev. Det havde været en meget uhyggelig nat. Båden huggede kraftig på korallerne og selv om de havde lukket alle ting hermetisk til var der sådan en kraft på vinden, at den presse salt ind i båden. Alt var således klistret ind i salt og der forestod et kæmpe arbejde med at få båden gjort beboelig igen. Herudover havde de nogle alvorlige skader på begge ror og en mindre revne i skroget. De prøvede nu at finde en løsning til en nød reparation af rorene, så de kunne komme til New Zealand og komme på værft.

Efter morgenmaden vandrede vi en tur på øen og fandt ikke langt fra ressortet en fantastisk flot strand, som tilsyneladende kun få benytter. Her tilbragte vi nogle timer - og blev endnu mere solbrændte (skoldede??)

Efter en siesta i den varmeste tid var det igen “vores hemmelige strand” der trak - på vejen derned stak vi lige hovedet ind i ressortets spa - for sådan en er der også her !. Vi bookede begge en gang massage til i morgen - mon man kan blive afhængig af massage??.

Ren afslapning, lidt i solen - så lidt ind i skyggen - så ind i baren og sådan går dagen bare. Vi fik begge den bestilte gang massage og det var OK, men nåede ikke op på højde med Fiji Beach Ressort and Spa’s formåen.

Her vrimler med australiere og vi kom i snak med flere par som jo selvfølgelig alle kender Danmark og det er tydeligt, at vi er lidt populærere som danskere og der selvfølgelig bliver snakket Marry og Frede hvergang.

Det er lidt mærkeligt, at sidde med sin morgenmad, og høre julesange i højtalerne samtidig med temperaturen sniger sig op mod de 30 grader, palmerne vejer og havet er varmt og krystalklart derude i bugten.

Det blev den 22 december og vi måtte forlade “paradisøen”. Tilbage til Denarau og Fiji Beach and Spa Ressort, hvor vi checkede ind på et værelse identisk med det første vi boede på.



Vi er nu vendt tilbage til Fiji Beach og spa ressort - men har lidt internetproblemer, så dette bliver sidste indlæg før NZ

RIGTIG GOD JUL TIL JER ALLE

FIJI - ikke så værst

FIJI - ikke så værst.....

Lone har siden hun læste “Turen går til Fiji” og erfarede, at det er sæson for tropiske cykloner været lidt urolig for dette. Jeg har ikke taget dette så nært, for cykloner, det er noget man kun hører om i DR-vejret en sjælden gang, så det ville vi nok ikke mærke noget til.
Medens vi sad i Los Angeles hørte vi dog en del snak om en cyklon, der dagen før havde været noget hård ved netop Nadi området. Som i kan læse nedenfor, kom det faktisk til at betyde noget for vores ophold.


Egentlig havde vi først værelser på Hilton Fiji Beach and Spa Resort fra kl. 15.00, men vi troppede nu op alligevel her kl. l.... om morgenen. Da de sikkert syntes vi (mest Lone) lignede et par hængte katte fik vi vores værelse med det samme. (Det er uden for sæsonen og der er langt fra fuldt belagt).

Allerede ved indcheckningen fornemmede vi, at det her sted var noget særligt, og det blev i høj grad bekræftet de kommende dage. Fabelagtig service, fabelagtige omgivelser, så vidt vi kunne se i det tiltagende lys.
Vi gik på hovedet i seng for lige at komme til hægterne efter turen. Jeg stod nu op igen kort efter, da de 9 timer havde lukket hullet i i mit søvnbehov, så jeg tog en tur rundt på Resort’et, medens Lone fik reguleret jetlaget. Nu har vi opgivet at holde styr på tiderne. Selv min I-phone og computer tager fejl, så nu stiller vi bare om på lokal tid, hvor vi er og opgiver at holde styr på tiden i DK - og på næste destination.....

Da vi checkede ind lå der en besked om, at vi skulle kontakte Captain Cook Cruises, som er firmaet hvor vi har booket vores minekrydstogt med skibet Reef Escape.
vi ringede op til kontoret og fik at vide, at manageren gerne ville tale med os, men at han ville ringe tilbage senere.
Det gjorde han kort efter, for at fortælle at Reef Escape desværre “havde teknik” idet den var blevet beskadiget under cyklonen.
De tilbød at vi kunne tage ud på et resort på en af de omliggende øer med alt betalt i 4 dage og samtidig få et nyt minikrydstogt til gode i 2 år - til afvikling enten i Fiji eller i Australien - eller at vi kunne få vores betaling tilbageført.
Vi valgte selvfølgelig det første, så nu må vi jo så afsted igen engang inden for de næste to år - surt show ikke ?....

Resten af dagen var ren ferie mand...  vi var ved poolen - spiste frokost på restauranten ved et bord få meter fra havet, bestilte tid til en gang massage til i morgen, holdt siesta med en god og lang “farfar”, snuppede et par G&T’s på vores terrasse, der ligger 100 m fra vandkanten (ved lavvande).
Det her sted, er simpelthen så gennemført, flot og velfungerende, at man skulle tro det var løgn.
Resortet er et af vistnok 5 resorts, som ligger på øen Denarau, hvor der også er en golfbane og en række kæmpevillaer - alle med adgang til havet via diverse kanaler og alle med en eller anden motherf..... stor motorbåd fortøjret i “forhaven”.

Der er dog en ting, som ikke er perfekt, og det er stranden og vandet. Det er synd, og selvom de tilsyneladende gør meget - blandt andet harver/river de stranden hver morgen er det ikke hvidt sand, men derimod noget mørkt sand/jord, som også gør at vandet er alt andet end lige krystalklart. Det er sikkert derfor, at der er et helt pool land med 5-6 forskellige pools - alle i en meget høj standard. Man er ved at bygge en række nye værelsesbygninger, og her er der en minipool til hvert hus.

Det er dyrt at leve på Fiji - priserne er stort set de samme som hjemme, så en middag i restauranten for to med en god flaske New Zealandsk hvidvin koster en lille 1000 lap. Så er der også en helt enestående betjening, levende musik fra et 6 mands orkester, og en meget høj kvalitet mad. Jan spiste lokal makrel og Lone en Beef-Salat, som hun roser til skyerne (lyder lidt klamt, men det så særdeles lækkert ud).

Efter at have nydt musikken lidt gik vi hjem og havde en rigtig god gang sex.

Morgenmaden - der er includeret,  vil kræve en hel a4 side at beskrive - så meget var der at vælge i mellem. Lækkert, udsøgt og kvalitet går bare igen også her, så vi glæder os allerede til i morgen tidlig.

Inden solen kom alt for højt på himlen, gik vi en tur ned til Denarau Havn, hvor der efter det oplyste er en del forretninger, restauranter osv.  Skønt sted med en god atmosfære.
Vi stødte på Captain Cook - altså firmaet kontorer, så vi valgte lige at kikke ind og sige “hello”. Det var en god oplevelse. Manageren, som vi havde talt med dagen forinden var noget beklemt ved situationen men tøede lidt op, da han fandt ud af, at vi helt har forståelse for at sådanne ting bare sker.. (Det kan vi nemlig godt huske fra Air Alpha-tiden).
Vi fik nu udstedt “tilgodebevis” på et cruise og fik en god snak.
Det der rent faktisk var sket med vores skib - Reef Escape var at de under tyfonen faktisk havde været så meget i vanskeligheder, at det havde været nødvendigt at “beache her” som den gode manager sagde. Oversat betyder det vel, at kaptajnen med overlæg strandede skibet for ikke at forlise det - klog mand den kaptajn, tror jeg.

Nu skal vi i stedet med Aloha Cat ud på en ø nogle timers sejlads herfra. Det kan i høre nærmere om senere.

California Highway 1 South

Efter nogle timer på øjet på et amerikansk mainstream hotel fik jeg konsumeret min sædvanlige omelet - (egentlig sjovt hvor mange måder den trods alt kan laves på). Lone eksperimenterer lidt mere og har ovenikøbet spist vafler så store som stegepander med sirup og andre sunde sager på.

Da morgenmaden var klaret - ringede vi lidt rundt til de lokale biludlejere og shoppede lidt - vi havde ikke booket hjemmefra, da vi egentligt forventede at kunne få en bedre pris end standardprisen her i lavsæsonene - og det holdt stik.

Uden de store armbevægelser hentede den lokale avis dame os på hotellet  og kørte os til kontoret, hvor papirarbejdet var overstået på få minutter. Herefter kunne vi sætte kursen mod Highway 1 i en ret standard Nissan Sedan - (måske bortset fra en 2,5 ltr's motor).

Power på GPS'sen og så sønden ud af San Francisco mod Monterey, hvor vi havde besluttet at køre på Highway 1.

Det regnede godt og grundigt da vi forlod San Francisco, men efterhånden som vi kom sydpå klarede det op, og da vi kørte ind på Highway 1 var det helt hæderligt vejr.

Vi har hørt og læst meget om Highway 1, men blev alligevel en del overrasket over de første ca. 80 miles, som er regulær bjergkørsel - med stillehavet lige til højre for bilen. Vi standse ved Big Sur Inn og gik en lille tur i skoven og så de helt unikke og enorme redwood træer.

Vil nogen læse lidt mere om Big Sur - er der lidt mere info her: http://www.highways-usa.com/highway1/bigsur.php 

På et tidspunkt mødte vi en modkørende sneplov, hvilket vi undrede os en del over, da temperaturen var langt over de 10 grader, og vi ikke havde set sne siden Sacremento. Senere fandt vi ud af, at der var adskillige af disse "sneplove" på arbejde på Highwayen og at det ikke var sne de fjernede, men derimod nedfaldende sten. Der havde været kraftig regn kort før vi kørte gennem området, og det var tydeligt, at der var faldet rigtig mange sten ned på kørebanen. Vi så da også "sneplovene i aktion, når det med gnisterne fygende om ploven skubbede større og mindre sten ud i rabatten.

Vi havde egentlig besluttet, at ville standse ved 15-16 tiden, men på denne kyststrækning er der godt nok langt mellem hotellerne. GPS's havde egentlig fortalt, at vi skulle helt frem til San Simeon før der var indkvarteringsmuligheder - og det holdt stik. Til gengæld lå hoteller, moteller, Inn's osv side ved side her, hvor vi var kommet ned fra bjergene.
Vi surfede lidt rundt og valgte et sted med havudsigt (og havlyd). Det var virkeligt super - kæmpestort værelse med egen kikkert, brændeovne og morgenkåber...... Vi spiste seafood på en mexikansk restaurant - det skulle vi ikke have gjort... Jan fik problemer med både den ene og den anden ende. Lone klarede sig med en kraftig hovedpine - var det det STÆRKE kryderier, vinen eller fisken ? - det ved vi ikke, og nu er det også ligemeget, for i løbet af dagen var vi ovenpå igen.

Det var fantastisk at falde i søvn til stillehavets brusen og vi nød i fulde drag den friske havluft -(altandøren stod åben hele natten og hold da op, hvor var der friskt i værelset da vi vågnede.

Efter den obligatoriske omelet (Lone eksperimenterer stadig) checkede vi ud, hvilket i alt sin enkelthed består i at ringe op på telefonen indtil en sød "dåse-stemme-dame" siger at vi godt må stikke af. Nøglerne (plastikkortene) efterlades bare på hotellet - sådan!

Vi havde besluttet at køre lidt ind i landet for at finde et ordenligt sted at handle, idet det langs kysten er begrænset hvad der er ud over turistrelaterede shops.

Da vi havde forladt kystvejen kørte vi ind i noget af det smukkeste vi har set længe. Kæmpe store afrundede bakker (bjerge), der stadig var grønne og hvor køerne græssede og vinmarker og frugtplantager dukkede op overalt. - flot, flot, flot.

Paso Robles var den by vi havde sat kursen imod, og her fandt vi da også som forventet flere store indkøbscentre langs indfaldsvejene. Alle disse indkøbscentre ligner hinanden til forveksling. Det er de samme butikskæder der findes - uanset om du er i Chicago eller om du som her er i Paso Robles.
Det er faktisk lidt fantastisk at opleve den "strømlinethed" og ensartethed, der er overalt i USA.  Tag bare sådan noget som stikkontakter. Hjemme hos os har vi gennem de sidste 20 -30 år set utallige nye designs (også selvom vi i DK har en slags monopol på lige dette område) I USA ser en stikkontakt ud som den altid har set ud - stor og klodset, og med mulighed for at isætte to "plugs". Designet er formentlig tilbage fra halvtedserne...

Heller intet nyt under solen her - at gå i butikker er mindst ligeså kedeligt i USA som i DK (det er Jan der har skrevet det her - Lone er knapt så bombastisk).
Vi kørte fra Paso Robles, med et par flasker vin, lidt frugt, brød osv. men vi havde set en hel masse spændende ting, som vi bare ikke gad købe og slæbe den halve verden rundt.

Via nogle mindre og meget smukke veje vendte vi tilbage til kysten og var allerede i Morro Bay først på eftermiddagen.
Tourist Trap tror jeg er amerikanerens eget ord for sådan et sted. Heldigvis er det MEGET lavsæson og man kan bare vælge og vrage blandt byens hundredevis af hoteller, moteller, inn's osv. Priserne er i bund, og der kan ovenikøbet "pruttes om prisen".
Vi indlogerede os på Bay View Inn, der ligger lige ved den centrale del af en forholdsvis stor fiskeri og turisthavn.
Vejret var blevet helt unikt, og solen skinende fra en skyfri himmel, og temperaturen var formentlig oppe at ringe omkring de 20 grader. Vi spadserede lidt langs havnen, hvor vi blandt andet så en flok søløver, der havde taget ophold på en af bådbroerne.

Vi var en tur ude ved den klippeknold - der er byens varetegn, og som vi kunne læse os til var en rest fra en gammel vulkan  (25 millioner år gammel).
Vi er midlertidigt træt af restaurant mad, så i aften står den på nybagt hvidløgsbrød, skinke, ost og frugt - og hertil en lokal hvidvin- Fume Blanc. Det er nu noget fis, for Fume Blanc er  en Savignon Blanc, som amerikanerne bare har døbt om...
Næste morgen fortsatte vi sydpå. Vi havde på Google maps fundet en vej, der gik fra Morro Bay til Port San Luis, og den satte vi kursen ud af. Desværre fandt vi efter ca 30 km's kørsel, at vejen var spærret med en stor 2 m høj jernlåge og kun kunne passeres af gående -

Vi måtte derfor køre tilbage igen og tage en anden rute til Port San Luis, hvor vi havde udset os en vingård, vi ville besøge.
Kelsey Vineyard viste sig at være drevet af et pensioneret ægtepar, der var startet som hobbyavlere. Dick Kelsey fandt dog ud af, at skulle det blive til noget skulle der en proffesionel "vinemaker" ansættes, og sådan blev det. Nu producerer de en række spændende vine på deres meget hyggelige vinsted. Vi smagte en del af deres vine - og fik en rundtur i vineriet, ligesom Dick kørte os rundt i vinmarkerne. Spændende og hyggeligt, at se sådan en lille vingård,  (ca. 3 hektar).

Efter vinturen spiste vi en lille medbragt frokost på stranden i Port San Luis. Vejret var strålende, og trøjen blev smidt så en t-shirt var alt rigeligt.

Så fortsatte turen nedover af den berømte highway 1, som efterhånden svulmede noget op og på strækninger var en moderne 2 spors motorvej.
Da vi nåede Sante Barbera ved 17 tiden blev vi enige om, at nu var det tid til at finde et overnatningsted - og som sædvanligt var det næsten bare at dreje af et eller andet sted. Det gjorde vi så og havene på det hyggelige Carpinteria Inn.
Efter en hurtig shopping/seightseeing tur i området indtog vi en stor steak (jan gjorde - Lone spiste igen salat).

 Efter vi havde skypet lidt med ungerne, blev kursen sat mod Los Angeles. Vi havde rigtig god tid så vi stoppede allerede igen i Sante Monica, og surfede butikker. Vi var blandt andet inde i en mac store - kors i banditten, for et kaos. 30-40 ekspedienter alle klædt i rødt og en frygtelig bunke kunder, eller hvad de nu var som testede computere.

Vi var lige en smut omkring Bel Air bare for at snuse atmosfæren og tog en tur ad Sunset Boulevard - På et tidspunkt kom vi forbi den lokale skole, ligesom børnene fik fri. Hold da op for et gedemarked. Alle forældrene, eller forældrenes tjenestefolk, elller hvad det nu var  kørte frem mod skolen i deres store 4 WD’er. Lidt overraskende, at enormt mange her i det varme og så nogenlunde snefri Californien kører rundt i mega 4-hjulstrækkere.

Vi besluttede, at blive på highway 1 så længe som muligt, og da den fører forbi LAX (Los Angeles International Airport og AVIS havde kodet afleveringstedet ind i GPS’en gik det helt stille og roligt med at finde ind og få afleveret bilen.

AVIS havde en transportservice til lufthavnen, og efter at have afleveret os - i en forkert teminal, måtte vi ned og finde den interne shuttle-bus til de andre terminaler.
Da vi kom frem til terminal B og efter lidt søgen frem og tilbage fandt ud af, at indcheckning foregik på første etage, og da man på grund af ombygning af terminalen skulle med en elller anden godt gemt elevator.

Heldigt, at vi var i god tid, for vi erfarede, at afgangen var rykket en time frem, så vi fik kun meget begrænset ventetid inden vi gik ombord i Air Pacific’s Boing 747. Air Pacific opererer ruten for Air New Zealand, som vi har billetter igennem.

Flyet var propfyldt, og vi frygtede lidt for turen der tager små 12 timer. Vi fik nogle OK pladser og fik en ungersvend fra Kentuky til at sidde yderst. Han skulle til Fiji for at meditere og havde kun fløjet en gang før - nemlig indenrigsflyet hjemme fra bondegården og til LA.

Vi havde ved en fejl købt nogle exedrin tabletter, som vi kender fra Thule som en meget virksom og opkvikkende smertestillende tablet. Dem vi havde købt var ikke opkvikkende men indeholdt derimod sovemedic. Dem snuppde jeg (Jan) et par stykker af. Resultatet var temmelig godt. Jeg sov omkring 9 timer - øm i røven men frisk. Lone påstår så at jeg larmede ligeså meget som et par småunger der græd en stor del af turen, men det hørte jeg intet af, for jeg havde selvfølgelig mine “propper” i som sædvanligt. Lone fik også nogle timer på øjet, men noget mindre, så hun var lidt groggy da vi landede kl. 05.10 i Nadi på Fiji.

Vi har lavet en lille hurtig og “hårdt klippet” video, som nu ligger på Youtube


http://www.youtube.com./watch?v=QOFXS0nDvyU

The California Zephyr

Alt er stort i USA - også forsinkelser. Vi nåede at opleve at blive 11 timer forsinket på  togturen fra Chicago til San Francisco -

Efter en noget rodet nat - vi har stadig noget jetlag checkede vi ud fra hotellet og tog en taxa til Union Station, hvorfra vi skulle starte turen mod San Francisco.
Det var et rigtigt møgvejr med sne/is/regn og temmelig meget vind, men vi besluttede nu at  vi ville låse bagagen ind i en boks og så lige shoppe lidt mere. Det blev nu ikke til så meget for kors hvor var det koldt.
Vi vendte således ret hurtigt tilbage til stationen og ville tage vores bagage ud af boksen, men ak og ve - systemet gik i sort, og vi måtte tilkalde en tekniker. Jeg havde desværre nok en ide om, hvad der var galt, idet boksen faktisk ikke var stor nok til vores kuffert og taske, så tasken blev godt og grundigt presset ind - og der kunne døren ikke gå op, hvilket igen betød, at hele elektronikken gik ned. Nå men med en lettere hovedrysten åbnede teknikeren boksen og ud væltedevores bagage.
Det var i øvrigt helt spildt med den boks, da vi nu fandt ud af, at vi med vores “sleeper billetter” faktisk havde adgang til en lounge, hvor vi kunne opbevare bagagen, sidde under komfortable forhold og spise gratis saltkringler med pepsi cola til.
Dejligt med den lounge, for toget blev nemlig forsinket. Tekniske problemer var årsagen.

Vi kom således afsted ca. to timer forsinket. Allerede hjemmefra vidste vi, at vi skulle i “car” 531 og vores “værelse” var nr E. Det ligger på 1 sal i en to etages vogn, og ret hurtigt fandt vi ud af, at det gynger godt og grundigt heroppe.
Vi nåede lige at se snestormen inden det blev mørkt - og efter den helt hysteriske tv og avisdækning var det godt nok noget af en fuser - vi havde sådan lidt håbet på en rigtig snestorm, hvor toget kørte fast og så’ent, men det var og blev en “tøsestorm”.
Kahytten, Kupeen, værelset eller hvad det nu hedder var helt OK. Et almindeligt sæde, der med et par snedige greb kunne forvandles til en smal 3/4 ‘er og en overkøje med egen stige. Et lille - meget lille - men godt  indrettet das og baderum var der også blevet plads til, men vi spekulerede godt nok på hvordan i al verden de meget store mennesker som vi ser - også her på toget bærer sig ad med bare at komme ind... og for ikke at tale om det at få lavet det de nu engang er kommet derind for...

Amtrak har et højt informationsniveau - det mærkede vi allerede medens vi ventede i loungen. Her kunne visse flyselskaber lære noget.... Niveauet var om muligt en tak højre i toget, for højtalene sprøjtede informationer ud i en uendelighed - “ladies and gentlemen, we are sooooo hapyyy to have you onboard today......” Nå men OK vi fik ihvertfald en masse information, og jeg tror vi forstod det meste.
Vi opfattede dog, at overservetricen ville komme rundt til “sleeperne” for at modtage dinner reservations. Der var planlagt spisning kl. 18.00, 18,45 og 20.15. Vi valgte kl. 18.00 for det der jetlag spøgte stadig.
Vi blev bænket sammen med et hyggeligt ægtepar som var på vej for at holde jul og nytår hos børn og børnebørn på vestkysten. Personalet i spisevognen går meget højt op at man skal lære nogle nye mennesker at kende, og man bliver behøring "parret sammen" med forskellige mennesker.
Maden var helt OK - en steak går man altså ikke forkert af i det her land.... Lone spise seafood, som også så godt ud, og duftede dejligt af hvidløg (det blev det ved med i laaang tid).

En gyngende og noget støjende nat var det, men vi fik nu en god natsøvn i kahytten. Jan havde som sædvanligt proppet ørepropper dybt ind i kraniet, og der var ikke meget støj der slap igennem disse.
Hen på natten blev det lidt småkøligt under de papirtynde lagner og tæpper - fanden tage dem der har op fundet det system - og stakkels dem der aldrig har prøvet at sove med en af de gode fra dynelarsen.
Årsagen var nu, at varmesystemet var brudt sammen. Derfor blev morgenmaden udsat da spisevognen var meget, meget kold. Der var ca -10 grader udenfor.
Da de havde fået fyret op snuppede vi lige en omelet (den tredie på denne tur - so far)
Landskabet var fladt som en pandekage, og af og til kom vi forbi en kvægfarm, der bare kunne få selv det største kvægbrug i Danmark til at ligene en hobbybedrift. Hold da op - folde så langt øjet rakte og mange tusinde dyr i hver fold - joo det der med bøffer det kan man herovre.
Da vi nærmede os Denver kunne vi se at bjergene dukkede op ude vestpå og efter vi lige havde taget en kort luftetur i Denver gik turen op i Rocky Mountains. Vejret var nu klaret helt op. Der var ikke en sky på himlen, og temperaturen var sikkert omkring de -5 grader.Der var faldet en del sne - et par tommer vil jeg tro (vi er vel i amerika ik’?) og det var bare flot,flot flot.

Det er simpelthen ikke til at beskrive denne tur op gennem bjergene og  selv billeder og video kommer til kort - Breathtaking kalder amerikanerne det vist og det dækker vist meget godt. Vi fik lidt frisk luft hist og her, hvor toget standsede - Glenwood Springs bl.a - slå lige det op i atlaset..... En kulisseagtig by med masser af gang i - nok fordi det berømte skisportssted Aspen ligger lige rundt om hjørnet.
Medens solen forsvinder går det stille og roligt nedad - nu på vestsiden af the Rockies. Her er en del mere sne og bare ubeskrivelig FLOT.

Bortset fra forsinkelsen i starten var turen forløbet så nogenlunde planmæssigt hertil, men vi bemærkede at der var flere og flere stop ude midt i “the wild West” og på et tidspunkt lige inden aftensmaden kom da også en længere information. Toget havde tekniske problemer (vi fi ikke at vide hvad, men kunne se, at nogle Amtrak folk af og til var ud og kikke/skrue på et eller andet). Der var også tekniske problemer med signalerne hvorfor vi i lange perioder kun kørte 20 miles. Dette betød igen at vi måtte holde tilbage for østgående tog igen og igen.
Nå pyt vi er jo på ferie og det er et rigtigt driverliv at køre i tog, så indtil nu nyder vi det med en god bog - et glas god vin (godt vi var omkring den Liquer Store i Chicago).
Ingen overraskelser ved middagen - samme menu som tidligere så jeg valgte spicy meat loaf og lone en gang pasta. Vi blev denne gang bænket sammen med en meget talende herre - tidligere advokat, som havde mistet bestallingen på grund af narkomisbrug .... nu “clean” og nybagt millionær, (i kroner) idet han netop havde vundet 250.000 dollars i et lotteri.
Kort før vi nåede til Grand Junktion standsede toget igen, og efter et stykke tid kom endnu en infosvada - denne gang vist nok med en lidt slukøret attitude - nu havde togpersonalet været på arbejde i 12 timer og det er maksimum. De måtte således ikke køre toget frem til næste station, der lå 20 minutters kørsel fremme, og hvor et friskt personale ventede. Altså hold vi derude på “lars tyndskids bakke” og ventede på at det nye crew skulle komme frem - det tog 5 timer! Hvordan det lykkedes ved vi ikke, for da var vi faldet i søvn inden.

Næste morgen indtog vi morgenmaden i spisevognen, hvor varmesystemet om muligt var endnu mere stået af - kors hvor var det koldt. Vi fik nu at vide at vi var 7 timer forsinkede, Det skulle i løbet af dagen blive til 11 timer. Problemet nu var, at da det var os der var forsinket kom vi til at vente på alle de østgående tog. Det var specielt fragttog, og det er også noget der vil noget, når de sådan futtter tværs over amerika med fragt.... tre store lokomotiver og mellem 80 og 100 vogne, der hver i sær bare er STORE. Tankvognene indholder 120.000 gallon - altså omkring 500.000 liter.
Vi overvejer en kort overgang at stå af i Reno og så leje bil herfra i stedet for fra San Francisco. Hertz i Reno syntes nu ikke det var en god ide’ idet sneen væltede ned og de regnede med at mange veje ville lukke indenfor kort tid - det syntes vi heller ikke, så vi fortsatte ufortrødent mod San Francisco.
Vi ankom ved 2 tiden (nat) og fik hurtigt fat i en taxa, som kørte os til Hotellet, der heldigvis kun lå et “stenkast” fra stationen.
Så var det ellers et hurtigt bad og så på hovedet i den ventende “Queensize -bed”
I morgen går det så ned af Highway 1 - mere om dette senere